Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilOm OUHpilPatientrelaterede afdelingerpilOdensepilSteno Diabetes Center OdensepilNyhederpilByggeri af nyt Steno Diabetes Center Odense skydes snart i gang

Byggeri af nyt Steno Diabetes Center Odense skydes snart i gang

Byggeri - kommende SDCO på Nyt OUH

Entreprenørerne fra 5E Byg er gået i gang på byggepladsen ved Nyt OUH, der skal blive til det nye Steno Diabetes Center Odense. Når det 20.000 m2 store center står klar, skal 9000 diabetespatienter være tilknyttet. Foto: Vibeke Toft-Nielsen 

Entreprenørerne fra 5E Byg, der skal bygge det nye Steno Diabetes Center Odense (SDCO), er netop gået i gang med det forberedende arbejde på Nyt OUH’s byggegrund i den sydøstlige del af Odense. Når centeret står klar, vil diabetespatienterne få markant bedre rammer end i dag, fortæller centerdirektør Jan Erik Henriksen


Solen bager fra en næsten skyfri himmel, og støvet hvirvler i alle retninger, hver gang den 40 ton tunge lastbil med ladet fuld af jord passerer byggepladsen. I den modsatte ende står en kædegraver klar til dræne underjorden for vand, så der er helt tørt, når udgravningen til parkeringskælderen begynder.

Arbejdet på byggepladsen til Steno Diabetes Center Odense (SDCO) er for alvor i gang. Om få år står det klar sammen med resten af Nyt OUH og vil have omkring 9000 diabetespatienter tilknyttet. Mellem 80 og 100 ansatte får også en hverdag i det nye center.

Det glæder Karsten Uno Petersen (S), der er udvalgsformand for Anlægs- og innovationsudvalget i Region Syddanmark.

- Det er dejligt, at begyndelsen på noget stort for diabetesområdet i Region Syddanmark er gået i gang - nemlig byggeriet til det nye Steno Diabetes Center Odense i forbindelse med Nyt OUH. Her får vi de mest moderne faciliteter til blandt andet behandling og forskning. En stor tak til den store brugerinvolvering fra diabetespatienterne, personalet, Novo Nordisk Fonden og vores byggeorganisation for at sikre, at diabetespatienterne i fremtiden får den bedste behandling.

Når centeret er færdigt, kommer diabetespatienterne i endnu højere grad i fokus, fortæller centerdirektør Jan Erik Henriksen.

- Med det nye center samler vi alle specialerne i én og samme bygning, så man, uanset om man er barn, gravid eller har nyreproblemer, skal møde ind på vores center. Det bliver med andre ord sundhedsvæsenet, der samler sig om diabetespatienten og ikke omvendt, fortæller han.

I dag skal man flytte sig geografisk fra en afdeling til en anden, for eksempel når man overgår fra   børneafdelingen til et voksenambulatorium.

Indbydende sted at være

Rammerne bliver også markant bedre, end de er i dag, hvor SDCO er placeret på forskellige etager i bygning 112 på OUH, fortæller Jan Erik Henriksen.

- Vi er temmelig trængt på pladsen i de nuværende lokaler. Konsultationsrummene er små, og vi er spredt på forskellige etager. I det nye center får vi tre gange så meget plads, patienterne får større konsultationsrum og generelt mere luft, og kommunikationen på tværs af medarbejderstaben bliver styrket. Der vil også være en café, tagterrasse og gårdhave, så centeret generelt bliver et indbydende og rart sted at være, fortæller han.

Hele forskningsområdet, der i dag er placeret på både SDCO, OUH og SDU, bliver også samlet under ét tag.

- Det giver forskerne en helt anden mulighed for at spare med hinanden, hvilket også vil præge forskningen og i sidste ende komme patienterne til gode, fortæller han.

Parkeringskælder færdig først

Første del af arbejdet de kommende uger går med at dræne undergrunden for vand. Det fortæller projektleder Lars Loft Reuter fra Projektorganisationen for Nyt OUH.

- Vi har lavet masser af forundersøgelser af jorden, men vi ved ikke præcist, hvad der sker, når vi begynder at grave. Risikoen er, at der løber vand ind i udgravningen udefra. Derfor har totalentreprenøren 5E Byg en kædegraver i gang med at lægge drænrør ned i seks-syv meters dybde, så vi kan få grundvandet væk. Bagefter går vi i gang med at grave ud til kælderen, og det arbejde fortsætter frem til august. Så begynder selve byggeriet af kælderen, fortæller han.

Første skridt bliver etablering af dræn, støbning af fundamenter og bunden - derefter kældervæggene til parkeringskælderen.

Vi følger byggearbejdet, indtil Steno Diabetes Center Odense står klar sammen med Nyt OUH i løbet af 2023.

 

Se første spadestik på byggepladsen og et virtuelt kig ind i fremtidens byggeri i videoen nedenfor.

 

 


Fakta om Steno Diabetes Center Odense (SDCO) og kommende byggeri

SDCO blev etableret 1. januar 2018 som et regionalt videns- og udviklingscenter for forebyggelse, behandling og forskning inden for diabetes.

Det er støttet af Novo Nordisk Fonden med en 10-årig bevilling på 1,4 mia. kr. Der er sat omkring 600 millioner kroner af til udstyr og til byggeri af helt nyt Steno Diabetes Center Odense, hvoraf størstedelen af pengene kommer fra fonden.

Visionen med centeret er at skabe det bedste liv med diabetes ved at gøre mennesker i stand til at leve bedre og længere med sygdommen. Målet er også at bremse antallet af nye diabetestilfælde.

SDCO er pt. placeret på seks forskellige etager i bygning 112 på OUH. I løbet af 2023, når Nyt OUH står klar, etableres et helt nyt diabetescenter.

Centret kommer til at bestå af en cirka 20.000 kvadratmeter stor bygning, hvoraf de 12.000 bliver kliniske lokaler. Der vil dagligt være 80-120 diabetespatienter, som besøger bygningen, og al behandling foregår ambulant.

SDCO etableres som en sammenhængende del af Nyt OUH, der drives og ejes af Region Syddanmark.

Centeret ønsker at tilbyde behandling af højeste internationale standard samt være drivkraft for udvikling af ny teknologi og nye behandlings- og forebyggelsesmetoder. SDCO skal også sikre løbende kompetenceudvikling af sundhedsprofessionelle.

Al forskning, uddannelse, behandling og forebyggelse sker i tæt samarbejde med brugerne.


Siden er sidst opdateret: 02-07-2021 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring