Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Mød et erfarent editorial board medlem

 

Laszlo Hegedus SDU OUH  

Laszlo Hegedüs

Overlæge og professor i endokronologi ved SDU og Endokrinologisk Afdeling M.

Tidligere editor på Clinical Endocrinology. Nu medlem af editorial board på fem tidsskrifter, og reviewer ved endnu flere.

Tilbage til hovedhistorien
 

Hvad går opgaven ud på?

- Som medlem af editorial board på et tidsskrift forpligter man sig typisk til at bedømme et vist antal artikler om året, og det er ikke god skik at sige nej. Man er med til at tegne tidsskriftets policy, og er altså fast tilknyttet.

- Som reviewer ved tidsskrifter er jeg ikke  fast tilknyttet, og kan jeg godt tillade mig at sige nej tak uden begrundelse. Det er jeg nødt til, for jeg bliver spurgt nærmest dagligt og har ikke den fornødne tid. Derfor har jeg valgt to håndfulde tidsskrifter ud, som bedst dækker mit interessefelt.

- Jeg er ikke længere editor, fordi det tog al min fritid. Hvert år kom der omkring 1.200 artikler ind, hvoraf jeg havde hovedansvaret for de 400.

- Efter at have læst hver og én af artiklerne, blev de sendt videre til op imod 8-10 bedømmere for at finde to eller tre, som påtog sig opgaven. Dette vel vidende, at højest 20 procent af artiklerne kunne antages, og at en endelig afgørelse helst skulle foreligge efter højst fire uger.

- Til sidst syntes jeg at fokus - som i mange andre sammenhænge - blev på produktivitet, og ikke på kvalitet og ordentlighed. Så var det tid til at videregive stafetten.



Hvorfor gør du det?

- Ret beset ligger svaret begravet et eller andet sted mellem borgerligt ombud og forfængelighed. Der er naturligvis en betydelig anerkendelse og prestige i at blive spurgt.

- Det er ligesindede, ofte personer man selv gennem længere tid har set op til, som efterspørger ens kompetence. Her synes jeg ens troværdighed kommer på spil, hvis man takker nej. Oprigtigt talt mener jeg, at vi er forpligtet til at stille vores evner til rådighed.

- Jeg vil dog ikke benægte, at det lys som kastes over én har en smuk nuance, og kan tages som et udtryk for, at man tilhører en eksklusiv lille gruppe på det pågældende felt. Jeg vil heller ikke underkende, at den tilhørende ”kendiseffekt” promoverer min institution, min afdeling, mig selv og min forskergruppe - i uprioriteret rækkefølge. Den indsigt man tidligt får i, hvor feltet bevæger sig hen, skal ikke underkendes.

- Jeg husker tydeligt første gang, jeg blev bedt om at vurdere en artikel. Det var som ung reservelæge. Det var en enorm ære, og tyngede helt forfærdeligt i flere dage. Jeg tror, jeg kom med over 30 punkter i min vurdering og var helt urimeligt kritisk. I dag kunne jeg godt ønske, at mine egne artikler blev vurderet efter samme grundighedsprincip, og at jeg havde min naivitet i behold.



Hvad er det mest udfordrende eller spændende ved rollen?

- Efter så mange år i faget er det mest udfordrende at skære ned. Efterspørgslen er langt højere end hvad nogen med rimelighed kan honorere.

Det er svært at holde arbejdsmængden nede, når man har et kæmpe netværk, der konstant beder om assistance. Jeg prøver at holde mig på cirka to manuskripter om måneden. Men siger aldrig nej til visse meget højt profilerede tidsskrifter, så det bliver typisk ét per uge.

Som ældre forsker med mange forpligtelser er det i lange perioder den måde jeg kan holde mig opdateret på mit eget forskningsfelt. Min største glæde har været, at min indsats har ført til, at jeg har kunnet få nogle af mine nærmeste medarbejdere ”syltet ind i ” denne rolle med tilsvarende nytteværdi for vor institution.


/Marianne Lie Becker

 

 

 


Siden er sidst opdateret: 06-02-2014 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring