Gå til indhold
FORSIDEN | KONTAKT OUH | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

ForsidepilPressepilAktuelt og pressemeddelelserpilAktueltpilAnne Øvrehus ny ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling Q

Anne Øvrehus ny ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling Q

Anne Øvrehus

Anne Øvrehus, som 1. september blev konstitueret overlæge for Infektionsmedicinsk Afdeling Q, overtager nu stillingen som ledende overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling Q permanent. Det gør hun som en del af et generationsskifte efter Svend Stenvang Pedersen.

Anne Øvrehus kommer fra en stilling som overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling Q og har bortset fra korte ophold på Rigshospitalet og Kolding Sygehus i forbindelse med sin uddannelse været på OUH siden 2003.

- Anne Øvrehus har et indgående kendskab til Infektionsmedicinsk Afdeling gennem sine mange år på afdelingen. Hun har allerede demonstreret sine lederevner i bl.a. arbejdet med at udrydde Hepatitis C, men også her under COVID-pandemien, hvor hun har vist sin evne til at lede forandringer – både med fokus på helheden og behovet for at skabe trygge rammer for medarbejderne, siger lægelig direktør Bjarne Dahler-Eriksen.


Tværfagligt fokus på hele patienten

Infektionsmedicinsk Afdeling Q på OUH har ansvaret for behandlingen af infektionsmedicinske patienter i hele Region Syddanmark. Afdelingen har for år tilbage bidraget til etableringen af indvandrermedicinsk klinik – og har de seneste år bla. stået i spidsen for regionens indsats for udryddelsen af hepatitis C.

Anne Øvrehus ser frem til at fortsætte områdets rivende udvikling og stå i spidsen for et større tværfagligt samarbejde omkring de infektionsmedicinske patienter.

- Infektionsmedicin har naturligt hele patienten - frem for et bestemt organ - i centrum, og samarbejdet med andre specialer er essentielt. Det vil vi styrke yderligere og skabe effektive og fagligt stærke teams, der i dialog med patienten kan lægge sammenhængende planer. Vi har allerede også samlet flere forskningskohorter – bl.a. inden for hepatitis, borrelia og spondylodiskit, men flere mange tiltag er på vej, siger Anne Øvrehus og fortsætter:

- Samtidig er en infektion ofte ikke kun et problem for patienten, men også for de nære og samfundet generelt. Det er COVID-19, men også andre infektioner som fx hiv, hepatitis og tuberkulose gode eksempler på. Derfor skal vi tænke bredt og samarbejde med bl.a. kommunerne i vores tilbud til den enkelte patient – f.eks. med samarbejde i specialiserede rehabiliteringsenheder eller patientforløb på tværs af sygehusenhederne. Det er alt sammen planer, jeg glæder mig til at bidrage til.

Derudover ser Anne Øvrehus en stor og vigtig opgave i afdelingens forberedelser til Nyt OUH.

- Vi står over for en stor opgave i forhold til Nyt OUH med de nye højisolationsstuer, hvor vi skal have defineret, hvordan vi vil arbejde og hvor vi vil være som afdeling om 5 år. Det bliver en stor omstilling, men dér har coronaen i høj grad vist, at vi i afdelingen er et godt hold, som kan og vil omstille os hurtigt, siger Anne Øvrehus.

 

Fakta om Anne Øvrehus:

Karriere:
Overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling Q på OUH fra 2019 - konstitueret ledende overlæge fra 1. september 2020.
Afdelingslæge og uddannelsesansvarlig speciallæge på Infektionsmedicinsk Afdeling Q på OUH 2013-2019. Udover et halvt år som afdelingslæge på Infektionsmedicinsk klinik på Rigshospitalet i 2018 har Anne Øvrehus været en del af Infektionsmedicinsk Afdeling på OUH, dengang Medicinsk Afdeling, siden sin start som uddannelseslæge i 2003.
Klinisk lektor i Infektionsmedicin ved Syddansk Universitet og tidligere klinisk lektor ved Enheden for Uddannelsesudvikling på Syddansk Universitet i 1998-2014, hvor hun bla. har ledet udvikling af nye eksamensformer, kvote 2 optag og fungeret som vicestudieleder.

Uddannelse:

  • Ph.d i medicin, Syddansk Universitet 2019,
  • Speciallæge i infektionsmedicin, Region Syddanmark 2013
  • Diplom i Tropemedicin, DTM&H, London School of Hygiene and Tropical Medicine 2013
  • Certificate in Medical Education, University of Dundee 2003
  • Cand.med, Medicin, Syddansk Universitet 2000

Privat har Anne Øvrehus sammen med sin mand Kristian tre børn på hhv. 14, 11 og 9 år.


Siden er sidst opdateret 2-11-2020



Tilgængelighedserklæring