Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilPressepilAktuelt og pressemeddelelserpilAktueltpilPersoner med blodtype 0 har mindre risiko for at blive smittet med corona end andre

Personer med blodtype 0 har mindre risiko for at blive smittet med corona end andre

Torben Barington

Personer med blodtype 0 får sjældnere diagnosen COVID-19 end personer med andre blodtyper (A, B, AB).

Det viser et nyt studie lavet af forskere fra de danske blodbanker og forskere fra Århus og Syddansk Universitet under ledelse af professor Torben Barington fra Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital.

Risikoen for at blive smittet med corona er nedsat til 87 procent, når man har blodtype 0. Det betyder, at hvis man ved screening for corona finder 100 smittede blandt personer med blodtyperne A, B eller AB, så vil man ved screening af det samme antal personer med blodtype 0 kun finde 87 smittede. Ca. 42% af danskerne har blodtype 0. Rhesusblodtypen har ingen betydning.

Studier i England, USA og Kina har tidligere vist lignende resultater, men dette studie er det største af sin art hidtil, ligesom det er det eneste, der tager hensyn til de COVID-19-smittedes etniske baggrund. Dette er vigtigt, fordi visse etniske grupper har en højere forekomst af COVID-19 og en anden fordeling af blodtyper end resten af befolkningen. Hvis man ikke tager højde for dette, kan man komme frem til forkerte konklusioner om blodtyper og COVID-19.

Undersøgelsen er baseret på registeroplysninger fra 2,7 mio. danskere, som har fået bestemt deres blodtype som patient i det danske sundhedsvæsen. 470.000 af dem var screenet for COVID-19 og 7.400 fundet positive.

Det er uvist, hvorfor personer med blodtype 0 nyder en vis beskyttelse, men det er kendt fra andre virus, at blodtypen kan være vigtig for virus evne til at inficere.

Det er vigtigt at gøre sig klart, at graden af beskyttelse for personer med blodtype 0 trods alt er beskeden, og at alle kan få COVID-19 uanset blodtype. Derfor skal man følge myndighedernes anvisninger uanset sin blodtype.

 


 


Siden er sidst opdateret: 16-10-2020 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring