Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilPressepilFagligt nytpilFagligt nytpilLillian Bomme Ousager ny professor i genetik

Lillian Bomme Ousager ny professor i genetik

Professor Lillian Bomme Ousager

Ledende overlæge på Klinisk Genetisk Afdeling, OUH, ph.d. Lillian Bomme Ousager er udnævnt til professor i genetik ved Klinisk Institut, SDU. En professor med bred erfaring indenfor forskning, klinik, uddannelse og ledelse.

Lilian Bomme Ousager har gennem en længere årrække haft dysmorfologi, syndromudredning og sjældne sygdomme som særlige interesseområde både klinisk og forskningsmæssigt. Hun har siden 2015 været ledende overlæge på Klinisk Genetisk Afdeling, OUH og er initiativtager til Center for Arvelige og Komplekse Sygdomme på OUH. Centrets formål er, gennem tværfagligt samarbejde, at sikre opfølgning og behandling på højeste faglige niveau for patienter med sjældne sygdomme.

Interessen for forskning indenfor genetiske problemstillinger blev vakt allerede i studietiden, hvor hun i 1998 forsvarede sin ph.d. om kromosomforandringer i forstadier til colorectalcancer, sideløbende med at hun færdiggjorde kandidatuddannelsen. Hun blev i 2007 speciallæge i klinisk genetik og ansat som klinisk lektor. Hun har samtidig med det kliniske arbejde haft en forskningskarriere og været hoved- og medvejleder på flere ph.d.-studier om forskellige sjældne sygdomme og har en række publikationer indenfor en bred vifte af forskellige sjældne sygdomme og med anvendelse af mange forskellige genetiske analysemetoder.

Lilian Bomme Ousager har været med i udarbejdelsen af Sundhedsstyrelsens Strategi for Sjældne Sygdomme og har desuden stået for OUH’s ansøgning om deltagelse i det europæiske netværk (ERN) for sjældne malformationssyndromer og udviklingshæmning (ERN-ITHACA), som aktuelt er under bedømmelse. Hun sidder i National Genom Centers arbejdsgruppe for klinisk anvendelse af helgenomsekventering og er en del af Region Syddamarks styregruppe for personlig medicin.

Hun har desuden været uddannelsesansvarlig overlæge, overlæge ansvarlig for den genetiske rådgivning og formand for uddannelsesudvalget i Dansk Selskab for Medicinsk Genetik, samt hovedkursusleder for speciallægeuddannelsen i Klinisk Genetik. Hun har stor undervisningserfaring og har siden studietiden undervist bl.a. medicinstuderende i klinisk genetik.

Lilian Bomme Ousager er gift med Jakob Ousager og bor i Odense. Sammen har de 4 børn i alderen fra 12 til 27 år. I fritiden er det bedste at rejse med familien, men ellers bliver det mest til løbeture, sommerhusistandsættelsesprojekter eller lignende aktiviteter


Siden er sidst opdateret: 01-09-2020 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring