Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilPressepilAktuelt og pressemeddelelserpilAktueltpilBehandling af kroniske smerter efter helvedesild med akupunktur

Behandling af kroniske smerter efter helvedesild med akupunktur

Akupuntur

Har du smerter efter helvedesild? Så kan du nu deltage i et forskningsprojekt på OUH, hvor vi undersøger effekten af akupunktur på kroniske smerter efter helvedesild.

Vi søger deltagere til et videnskabeligt forsøg med behandling af kroniske smerter efter helvedesild.

Forsøget udføres af forskere på Plastikkirurgisk Afdeling Z, Odense Universitetshospital, under ledelse af overlæge og professor Jens Ahm Sørensen.

Vi ved, at mange patienter oplever vedvarende smerter i huden efter helvedesild. Smerterne opleves typisk i det område, hvor man har haft sit udslæt. Smerterne kan være til stede i forskellig grad, men ofte drejer det sig om brændende, stikkende smerter eller ubehag. Den nuværende standardbehandling er medicinsk smertebehandling. Dette kan afhjælpe smerterne, men det løser ikke årsagen til problemet.

En del patienter fortæller, at de har forsøgt akupunktur som behandling af disse smerter. Vi ved at nogle patienter oplever bedring af deres smerter ved behandling med akupunktur, men der findes endnu ikke videnskabeligt belæg for det. Der er tidligere lavet små forsøg med akupunktur som behandling af kroniske smerter efter helvedesild, men disse forsøg har været behæftet med flere fejl og har været af dårlig forskningsmæssig karakter. Vi ønsker derfor at afprøve behandling med akupunktur til disse smerter.

Behandlingen tager cirka 15 minutter og alle deltagere vil modtage to behandlinger indenfor den samme uge.

Vi håber, at vores forsøg kan give os indsigt i om akupunktur bør tilbydes som behandling til patienter ramt af kroniske smerter efter helvedesild.

 

Kontakt os og hør mere
Hvis du, eller nogen du kender, er interesseret i at deltage eller høre mere om forsøget, er I meget velkommen til at kontakte vores forskningsassistent Mai Elizabeth Høyer på mai.elizabeth.hoyer@rsyd.dk eller tlf. 6541 4326.

Forsøget er godkendt af Videnskabsetisk Komité Region Syddanmark samt Datatilsynet.

Med venlig hilsen forskningsgruppen v/ Læge Martin Sollie


Siden er sidst opdateret: 25-06-2020 af Odense Universitetshospital.