Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilOm OUHpilPatientrelaterede afdelingerpilOdensepilAfdeling for Klinisk Biokemi og FarmakologipilOm afdelingenpilNyhederpilLaboratorier i Region Syddanmark har rapporteret for lave Prolaktin-niveauer på patienter

Laboratorier i Region Syddanmark har rapporteret for lave Prolaktin-niveauer på patienter

Prøverør - Blodprøver

Ved en fejl er resultaterne i cirka 10.000 målinger af hormonet prolaktin blevet halveret på de syddanske laboratorier. Fejlen berører 5816 patienter. Sammen med praktiserende læger og sygehusafdelinger er laboratorierne lige nu ved at undersøge, om det betyder, at patienter har fået en forkert besked.

Forhøjede værdier af hypofysehormonet prolaktin ses hos patienter med visse typer af hypofysetumorer, men kan samtidig være tegn på blandt andet dårlig nyrefunktion og stofskifteforstyrrelser. Forhøjet prolaktin-niveau kan også være en følge af særlig medicin, specielt psykofarmaka, graviditet og stress samt afhænge af, under hvilke omstændigheder blodprøven er taget. Prolaktin-niveauet svinger nemlig hen over dagen og efter fysisk aktivitet.

Ved mistanke om forhøjet prolaktin-niveau bestiller både praktiserende læger, speciallæger og hospitalsafdelinger undersøgelser af patienters prolaktin-niveauer på de Klinisk-Biokemiske Afdelinger på Odense Universitetshospital-Svendborg Sygehus (OUH), Sygehus Lillebælt og Sygehus Sønderjylland.

- Prøverne bliver som led i den biokemiske undersøgelse fortyndet, så indholdet halveres. Vi har nu opdaget, at vi desværre ikke har sat analysen korrekt op, så resultatet bagefter ganges med to. Det burde ikke kunne ske, og det er ikke godt nok, men fejlen opstod i en periode med sygemeldinger og udskiftninger på afdelingen. Samtidig er det en type fejl, som har været stort set umulig at opdage, når først analysen var i drift. Men i forbindelse med en ny opsætning af analysen blev fejlen fundet. Derfor er vi lige nu i gang med at undersøge, om de forkerte resultater har haft konsekvenser for patienter, siger Kim Brixen, lægelig direktør på OUH.

Kvinder med permanent forhøjede prolaktin-niveauer kan blandt andet opleve menstruationsforstyrrelser, mens det kan give infertilitet hos begge køn. Målefejlen har stået på siden medio 2016 og omfatter omkring 10.000 afgivne svar fordelt på 5816 patienter. Heraf har OUH udført omkring 6400 analyser, Sygehus Sønderjylland har udført 860 analyser, og Sygehus Lillebælt har udført omkring 2700 analyser.

Målefejlen kan have medført, at patienter, som burde have været henvist til yderligere udredning, ikke er blevet det. Derfor er regionen lige nu - sammen med de læger, der har rekvireret prøverne - ved at undersøge, om nogle patienter skal indkaldes igen.

– Vi vurderer, at der er meget lille sandsynlighed for, at nogle patienter akut skal have ændret deres behandling på grund af de forkerte prolaktin-niveauer. Men der er formentlig patienter, som kunne have fået en bedre medicinering, hvis ikke det havde været for målefejlen. Derfor vil vi gå alle patientforløb igennem hurtigst muligt, siger Kim Brixen.

Alle 5816 patienter, hvis prøvesvar har været forkerte, vil inden for en måned blive kontaktet af den læge eller sygehusafdeling, der har bestilt prøven, med en vurdering af, om målefejlen har haft konsekvenser for dem.

OUH har indberettet fejlen til både Styrelsen for Patientsikkerhed og Patienterstatningen.

Eventuelt bekymrede patienter, som ved, at de er blevet undersøgt for høje prolaktin-niveauer i perioden, kan kontakte Odense Universitetshospitals Endokrinologiske Afdeling M på tlf. 24 76 01 72. Nummeret er bemandet alle hverdage fra kl. 08.00 til kl. 15.00. 

Tilføjet 14. maj 2020:
Det har vist sig svært at holde den oprindelige ambition om, hvor hurtigt det kan lade sig gøre for egen læge eller sygehusene at kontakte alle relevante patienter. Det forventes nu, at patienterne vil blive kontaktet inden sommerferien. 

Yderligere oplysninger

  • Pressevagten på OUH, tlf. 40 38 41 90.

Siden er sidst opdateret: 14-05-2020 af Odense Universitetshospital.