Gå til indhold
FORSIDEN | KONTAKT OUH | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

OUH samler demensudredning på Svendborg Sygehus

Det skal give hurtigere, ensartede og mere sammenhængende forløb

2. april slår OUH dørene op til Demensklinik Fyn i nyindrettede lokaler på Svendborg Sygehus. Dermed samles den nuværende demensudredning og -behandling fra Geriatrisk Afdeling G i Svendborg og Neurologisk Afdeling N på Odense Universitetshospital i en samlet klinisk enhed.

Demensklinikken udgøres af et tværfagligt personale fra neurologi, psykiatri og geriatri.

”Vi har en klar forventning om, at synergi-effekten ved at samle de tre specialer vil give os mulighed for at tilbyde et hurtigere og mere sammenhængende udrednings- og behandlingsforløb for den enkelte. Ved at samle ressourcerne får vi også lettere ved at tage uddannelseslæger ind og kompetenceudvikle personalet, ligesom størrelsen giver os bedre mulighed for at forske i demens,” siger ledende overlæge Michael Oettinger, Neurologisk Afdeling N.

Han vurderer, at klinikken årligt kommer til at tilse omkring 1200 patienter, hvoraf omkring 40 % kun ses én gang, mens de øvrige skal ses mellem 2 og 4 gange.

Michael Oettinger understreger samtidig, at afdelingen ikke skal til at bygge nye relationer op til kommunernes demenskoordinatorer, men bygger videre på de eksisterende.

Demensklinikken flytter ind på samme etage som Neurorehabiliteringsafdelingen, som blev til ved en lignende manøvre, da OUH samlede neurorehabiliteringstilbuddet fra Ringe Sygehus og Svendborg Sygehus.

”Omkring 600-700 personer, som tidligere blev udredt i Odense, vil nu skulle udredes i Svendborg, men vi har rigtig gode erfaringer med tidligere flytninger, så vi ved, at patienterne tager godt i mod det, så længe det nye tilbud er godt,” siger Michael Oettinger.

Afdelingen indrettes efter de erfaringer, som Geriatrisk Afdeling G har gjort sig som drivkræft for indsatsen med at gøre Svendborg Sygehus mere demensvenligt. Det betyder blandt andet, at der vil blive oprettet parkeringspladser særskilt til patientgruppen lige ved indgangen til afdelingen.

 


Siden er sidst opdateret: 23-03-2020 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring