Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilOm OUHpilDirektion og stabepilStabsafdelingerpilKlinisk UdviklingpilAfsnit og funktionsområderpilInnovationpilNyhederpilOUH får penge til at udvikle kunstig intelligens til brystkræftdiagnostik

OUH får penge til at udvikle kunstig intelligens til brystkræftdiagnostik

Et nyt projekt, der er forankret på OUH og skal udvikle kunstig intelligens til at vurdere røntgenbilleder i forbindelse med brystkræftdiagnostik, modtager 4,7 mio. kr. fra Region Syddanmarks innovationspulje.

Når et røntgenbillede af et bryst skal vurderes for eventuel brystkræft, kræver det i dag to radiologer for at udføre såkaldt dobbelt bedømmelse. Med ca. 85.000 årlige røntgenbilleder mhp. brystkræft i Region Syddanmark er det en meget ressourcekrævende proces, og antallet af screeninger ser ud til at vokse år for år.

Nu vil et nyt projekt lette noget af presset på lægerne. Regionsrådet i Region Syddanmark har nemlig bevilget 4,7 mio. kr. til at teste og validere et kunstig intelligens-værktøj, der kan understøtte lægernes arbejde ved at bistå i at diagnosticere brystkræft ud fra røntgenbilleder. Samtidig skal det nye værktøj sikre tidligere og mere præcis diagnostik, som kan føre til hurtigere igangsættelse af behandling – og dermed bedre chance for overlevelse og øget livskvalitet.

Alle billeddiagnostiske afdelinger i Region Syddanmark er med i projektet, ligesom store internationale virksomheder hjælper med udvikling af den kunstige intelligens til diagnostik af brystkræft.

Regionsrådsformand Stephanie Lose (V) siger:
- Omkring 4.700 kvinder bliver hvert år ramt af brystkræft, og det er dermed den hyppigste kræftform hos kvinder. Vi ved, at når kræft bliver opdaget og behandlet tidligt, øger det chancen for at overleve betragteligt. Derfor er jeg glad for, at vi med kunstig intelligens potentielt kan slå to fluer med ét smæk – bedre diagnostik og mindre brug af lægeressourcer.

Midler fra innovationspuljen

Midlerne til projektet kommer fra den innovationspulje, der er blevet afsat i forbindelse med Region Syddanmarks digitaliseringsstrategi. Midlerne fra puljen på 15 mio. kr. skal sikre anvendelse af robotløsninger og kunstig intelligens på tværs af regionens sygehuse.

Formand for Digitaliseringsudvalget Mette Bossen Linnet (V) siger:
- Et af vores fem indsatsområder i den nye digitaliseringsstrategi er forenkling, effektivisering og udvikling af arbejdsgange. Her er automatisering og kunstig intelligens helt oplagte emner at tage fat på, da de indeholder store potentialer i forhold til at forbedre og effektivisere vores ressourcebrug i sundhedsvæsenet. Vi har allerede en smule erfaring med kunstig intelligens, men vi forventer, at der i de kommende år vil opstå flere og flere muligheder for at udvikle og anvende nye løsninger til gavn for vores patienter og ansatte.
 


Siden er sidst opdateret: 03-01-2020 af Odense Universitetshospital.