
Takket være en flot donation fra velgørenhedsfonden Kids Aid vil der også i 2020 være både trylleri, musik og eventyrlige fortællinger til børn, unge og deres familier på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital på OUH.
Hver 14. dag kan man på Børne- og Ungehospitalet møde fortæller Connie Olsen, der folder eventyr ud til både store og små, og tryllekunstneren Kristian, der giver de indlagte og deres familier magiske oplevelser med sine trylletricks. Én gang om måneden kommer musikere fra ”Klaveret der kom forbi” forbi for at spille skøre og skæve melodier på klaver, trompet, tværfløjte, harmonika og guitar for og med alle, der har lyst.
Det er med til at give børn, unge og deres familier et pusterum fra deres hverdag på hospitalet, og et fællesskab på tværs af afsnit og diagnoser.
Derfor er vi utroligt glade for, at Kids Aid igen i år har imødekommet Tryllebjergets ansøgning med en flot bevilling, der sikrer, at disse dejlige aktiviteter kan fortsætte i hele 2020.
Læs mere om Kids Aid på kidsaid.dk
Læs mere om Tryllebjerget på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital på ouh.dk/tryllebjerget