Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Mere medbestemmelse til mennesker med diabetes

SDCOs strategi for brugerinddragelse

Mennesker med diabetes og pårørende i Region Syddanmark kan se frem til både indflydelse og reel medbestemmelse på Steno Diabetes Center Odense 

Mennesker med diabetes lever generelt kortere og med ringere livskvalitet, end de behøver. Steno Diabetes Center Odense (SDCO) er sat i verden for at ændre på dette. En af vejene til at give mennesker med diabetes et lige så langt og godt liv som alle andre er, at give reel medbestemmelse til brugerne.

Centerdirektør Jan Erik Henriksen, SDCO, forklarer:

- Brugeren er ikke med for sjov, eller for at vi kan sige, at vi har lyttet. Med de ressourcer vi har til rådighed, er det ikke nok, at vi er dygtige. Vi skal være de bedste, og her skal en reel brugerinddragelse sætte retningen for os. Der kan selvfølgelig være lovgivning, økonomi og praktiske forhold, hverken vi eller brugerne kan lave om på, men inden for de rammer, skal vi i langt højere grad lytte og lære af brugerne, for det er dem, der kender deres liv med diabetes bedst.

En dynamisk guide på fire ben

SDCOs strategi for brugerinddragelse og samarbejde definerer fire forskellige trin på inddragelsestrappen, idét brugerinddragelse kan ske på flere niveauer – fra det indirekte til det tætte samarbejde. Hvilken type inddragelse der er bedst, afhænger af hvad der skaber mest værdi for brugeren i den givne situation. 

Arne Caspersen, medlem af SDCOs rådgivende patientudvalg, fortæller hvor vigtigt det er, at lytte til den enkelte brugers behov:

- Når man taler om brugerinddragelse, er det vigtigt at motivere brugeren, så vedkommende åbner sig og får fortalt, hvordan han/ hun selv kan medvirke og få noget positivt ud af behandlingen. Det kan da godt være en udfordring, men det er nødvendigt for et målbart resultat, både for brugeren, men også for personalet.

Brugerne deltager også i udviklingen af forskningsprojekter, får plads i centerets forskningsråd, og deltager i udviklingen af interne kurser for det sundhedsfaglige personale.

- Hvis vores brugere mener, at der er noget, vi kan blive bedre til, så skal vi naturligvis ikke bare lytte til dem, men tage dem med helt ind i planlægningen af vores interne kompetenceudvikling, lyder det fra Jan Erik Henriksen.

Konkret arbejder centeret på at tilbyde brugerne muligheden for selv at booke tid og deltage i gruppekonsultationer, for at hjælpe og støtte hinanden.

Det er brugernes strategi

Strategien for fremtidens brugerinddragelse og samarbejde på SDCO er ikke blot lavet i samarbejde med centerets rådgivende patientudvalg – de har haft afgørende indflydelse.

Chefkonsulent for brugerinvolvering Tina Linaa, SDCO, er mere end tilfreds med resultatet:

- Jeg er virkelig stolt af vores produkt, og stolt af, at det i så høj grad er skabt sammen med brugerne. Nu glæder jeg mig til at få det hele til at blive virkelighed – selvfølgelig sammen med brugerne og alle relevante fagpersoner.


Hele strategien kan læses her
 


KONTAKT

Yderligere oplysninger fås hos:
 

  • Chefkonsulent for brugerinvolvering
    Tina Linaa, tina.linaa@rsyd.dk, tlf. 2425 4555
     
  • Centerdirektør
    Jan Erik Henriksen, jeh@rsyd.dk, tlf. 2033 2174


Henvendelse til brugerne i patientudvalget kan ske via Tina Linaa


Siden er sidst opdateret: 10-10-2019 af Odense Universitetshospital.