Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

OUH tilbyder ny behandling af tvangsoverspisning

Psykolog Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik

Klinik for Binge Eating Disorder (BED) på Odense Universitetshospital er et nyt behandlingstilbud, som sygehuset nu søger patienter til.

Binge Eating Disorder (BED) er en lidelse, hvor man mister kontrollen over sin spisning, og inden for et kort tidsrum (fx et par timer) spiser meget mere end hvad der er normalt. Binge Eating Disorder kaldes på dansk for “tvangsoverspisning” eller blot “tvangsspisning.”

Ifølge Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade lider 40.000-50.000 danskere i alderen 15-45 år af BED. Hidtil har man dog ikke kunnet modtage behandling for lidelsen i det danske sundhedsvæsen.

Det retter et nyt behandlingsprojekt nu op på. Klinik for Binge Eating Disorder (BED) på Arbejds- og Miljømedicinsk Klinik, Odense Universitetshospital har modtaget en bevilling til at behandle BED frem til december 2021. Ambitionen er dog på sigt at gøre det til et permanent tilbud.

Behandlingen består af kognitiv terapi, hvor man over et forløb på ni måneder arbejder med at ændre de tanke- og handlemønstre, der leder til tvangsoverspisningen. Behandlingen foregår i grupper, hvor man mødes med andre med BED. Man mødes i alt 12 gange á tre timer.

Klinikken vil i perioden kunne hjælpe i alt 72 patienter, som kan komme fra hele landet. Behandlingen foregår på Odense Universitetshospital, men for patienter med let til moderat BED som har lang transport er der mulighed for telemedicinsk behandling.

For at deltage i gruppebehandlingen skal man opfylde kriterierne for BED, som fremgår af faktaboksen nedenfor.

For yderligere information kan man kontakte Jakob Linnet på Klinik for Binge Eating Disorder (BED) på 29 13 80 45 eller jakob.linnet@rsyd.dk

Faktaboks: Sådan stilles diagnosen BED
Binge Eating Disorder (BED) er en spiseforstyrrelse karakteriseret ved, at man inden for et kort tidsrum (fx to timer) spiser man væsentligt mere, end hvad der er normalt. Lidelsen er forbundet med tre eller flere af følgende symptomer, hvor man:

  • Spiser hurtigere end normalt
  • Spiser til man er ubehagelig mæt
  • Spiser store mængder mad selvom man ikke er sulten
  • Spiser alene fordi man er flov over, hvor meget man spiser
  • Føler væmmelse, depression eller skyld efter overspisningen

Tvangsoverspisningen skal have stået på mindst en gang om ugen i mindst tre måneder, og tilstanden skal opleves som meget belastende. Ved BED kaster man ikke maden op, efter man har spist, sådan som det eksempelvis ses ved bulimi.
 



Siden er sidst opdateret: 30-10-2019 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring