Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Hepatitis C skal udryddes i hele Region Syddanmark

Et nyt, ambitiøst projekt, der helt vil udrydde leverbetændelse type C i Region Syddanmark startede 4. marts på behandlingscenter Svendborg. Hepatitis C giver oftest kronisk leverinfektion, og kan i sidste ende være dødelig, men en netop frigivet behandling kan helbrede næsten alle.

 
 

C frit syd

For 4 måneder siden blev behandlingen for leverbetændelse type C givet fri, så den nu kan tilbydes alle smittede i hele Danmark. Som de første i landet vil infektionsmedicinerne i Kolding og Odense i samarbejde med de syddanske kommuner nu bruge de nye behandlingsmuligheder til at forsøge helt at udrydde Hepatitis C i  Region Syddanmark. Indsatsen bliver iværksat én kommune ad gangen, og den 4. marts blev hele indsatsen skudt i gang på Behandlingscenter Svendborg.
 
- De nye behandlingsmuligheder giver os en helt unik mulighed for at få en smitsom sygdom, som ca. 15.000 personer i Danmark er ramt af, under kontrol. Men behandlingen kræver, at vi finder patienterne så tidligt som muligt i deres sygdomsforløb, og i dag bliver en tredjedel af patienterne først fundet, når de har udviklet svær leversygdom som følge af langvarig infektion. Derfor indleder vi nu et tæt samarbejde med kommunerne, som via deres behandlingscentre har god kontakt med stofbrugere, siger Peer Brehm Christensen, som er professor ved infektionsmedicinsk afd. på OUH Odense Universitetshospital - Svendborg Sygehus.


Leverbetændelse type C smitter ved blodkontakt og de fleste med denne sygdom er stofbrugere og hovedparten har ikke kontakt med sygehusene, fortæller Peer Christensen.
- Derfor er man nødt til at bringe behandlingen ud hvor patienterne kommer, først og fremmest landets rusmiddelcentre. Vi har allerede gode erfaringer med fremskudte ambulatorier i fængsler og rusmiddelcentre på Fyn og det er de erfaringer, vi nu trækker på for helt at udrydde Hepatitis C i vores region, siger han.
 
Men Per Brehm Christensen understreger, at samarbejdet mellem de infektionsmedicinske afdelinger og rusmiddelcentrene ikke gør det alene. Nogle patienter med en ældre Hepatitis C-diagnose har måske hverken kontakt til rusmiddelcenteret eller til sygehuset, fordi der, da de blev testet positive, ikke var mulighed for behandling.
- Derfor opfordrer vi alle der på et eller andet tidspunkt har/eller har haft leverbetændelse type C til at tage kontakt til deres egen læge, så de kan blive henvist til behandling på sygehuset, siger han, og fortæller, at den sværeste gruppe at nå er dem, der aldrig er blevet testet for deres sygdom.

 

- Udover tidligere stofbrugere, så ved vi, at en række lidt ældre danskere fra den såkaldte 68-generation kan gå rundt med en udiagnosticeret Hepatitis C-smitte, selvom de ikke selv opfatter sig som værende i risikogruppen. Dels blev der dengang eksperimenteret lidt friere med stoffer og dels var det ikke muligt på samme måde at screene blod inden operationer på sygehusene, siger han.
 
Kampagnen vil nå gruppen ved en generel oplysningskampagne og ved nem adgang til tests i blandt andet skadestuer og væresteder.
- Vi har en unik mulighed for at kurere patienterne før de udvikler en alvorlig leversygdom, men vi skal finde dem først. Derfor opfordrer vi alle til at tænke deres ungdom igennem en ekstra gang, og eventuelt henvende sig til deres egen læge for at blive testet, hvis de kan have været udsat for smitte. Det er aldrig for sent at blive testet og behandlet, og vi skal have alle med, hvis Region Syddanmark skal udrydde Hepatitis C, siger Peer Brem Christensen.
 


   
FAKTA OM HEPATITIS C

Leverbetændelse type c (hepatitis C) skyldes et virus (HCV) der overføres med blod og indirekte blodkontakt (fødsler, invasive procedures, tatovering, sex). De fleste patienter i Danmark er smittet ved stofbrug.
 

Man kan udvikle akut gulsot efter smitte men de fleste får en kronisk infektions i leveren med få symptomer: (træthed led gener søvnbesvær og trykken over leveren kan ses). Problemet er at 1/5 af de smittede udvikler skrumpelever efter 20-30 års infektion, især hvis man samtidig har et overforbrug af alkohol. Dette medfører risiko for at dø af sygdommen (leversvigt og leverkræft).


Siden 2014 har det været muligt at helbrede hepatitis C med en tabletbehandling af 2-3 måneders varighed uden betydende bivirkninger. 95% bliver raske og siden november 2018 har alle kunne tilbydes behandling.

Man kan ikke forebygge sygdommen med en vaccine, men undgå smitte ved at bruge rene engangssprøjter og andet udstyr.

 
 

 


 

 


Siden er sidst opdateret: 05-03-2019 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring