Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Ny transportrobot giver OUH-ansatte 2,5 time om dagen til andre opgaver

Blodprøve-robotten blev præsenteret ved lanceringen af en national 5G-handlingsplan. Pressen var mødt op for at tale med både Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (med ryggen til) og OUH direktør Peder Jest.

Robotten åbner selv døre, tager elevatoren og færdes sikkert rundt blandt patienter og ansatte.

Hvis du kommer forbi blodprøveambulatoriet på Odense Universitetshospital i foråret eller henover sommeren, vil du muligvis stifte bekendtskab med sygehusets nyeste opfindelse: en robot, der skal transportere blodprøver fra ambulatoriet i stue-etagen og ned til analyse-lokalerne i kælderetagen.

Antallet af prøver stiger med 50 procent om året
- Vi tager stadig flere blodprøver, fordi vi hele tiden bliver bedre til at undersøge for og forske i sygdomme. Alene antallet af prøver taget til brug for forskning er steget med 50 procent hvert år siden 2016. Lige som andre sygehuse har vi rørpostsystemer, men ikke alle blodprøver kan sendes med rørpost. Nogle skal leveres i samlede sæt, være afkølede, opvarmede eller opbevares i glas, som kan gå i stykker i rørpostsystemet. Vores serviceassistenter og bioanalytikere som er tilknyttet forskningsprojekter bruger derfor tilsammen omkring 2,5 time dagligt alene på transport af prøver mellem de to etager. Den tid kan vi bruge bedre, siger Rikke Kiilsholm, bioanalytiker på Afdeling for Klinisk Biokemi og Farmakologi.

Hensynsfuld robot i pendulfart mellem to etager
Derfor har robotlaboratoriet på Odense Universitetshospital sammen med forskere fra SDU Robotics udtænkt en robotløsning, som vil give medarbejderne tid til andre opgaver. Robotten er en 6-hjulet Mobile Industrial Robot af typen MIR200. På den er monteret et aflåst hospitalsskab til blodprøver.

Robotten er programmet til at køre en fast rute, som den kommer til at tilbagelægge ca. 10 gange dagligt. Undervejs skal den navigere mellem patienter, pårørende og personale.  360 graders sikkerhedslaser-scannere og 3D-kameraer – og en hastighed på omkring 3km/t - gør den i stand til at ændre sin rute og straks stoppe op, hvis den møder mennesker/forhindringer. Robotten er koblet op på netværk, så den kan kommunikere med sygehusets automatiserede døre. Den kan også tilkalde og betjene elevatorer selv.

Robotløsninger skal aflaste personalet
Mette Bossen Linnet, formand for Region Syddanmarks digitaliseringsudvalg, ser det som et mønster-eksempel på udviklingen i det syddanske sundhedsvæsen:

- Det er efterhånden velkendt stof, at befolkningsudviklingen i fremtiden kommer til at presse vores sundhedsvæsen. Det syddanske regionsråd er derfor på vej med en digitaliseringsstrategi, der skal gøre det lettere at være medarbejder, så sygehuspersonalet får mere tid til patienten. Ved hjælp af robotløsninger, både de fysiske og de ”usynlige” softwarerobotter, kan vi aflaste personalet i deres daglige arbejde med opgaver som transport og dokumentation. Derfor er digitalisering af processer og kliniske arbejdsgange helt afgørende for udviklingen i sundhedsvæsenet, siger Mette Bossen Linnet.

5G-netværk skal understøtte digitaliseringsproces
Linnet fik sammen med Energi-, Forsynings- og Klimaminister Lars Christian Lilleholt præsenteret robotten på Odense Universitetshospital mandag den 18. februar. Her lancerede ministeren en handleplan for udbredelsen af et nationalt 5G-netværk.

Det mere rummelige netværk skal blandt andet imødekomme sundhedsvæsenets behov for at udveksle store datamængder, levende billeder og lyd. Behovet stiger i takt med udbredelsen af blandt andet digitale løsninger som apps, telemedicinske konsultationer i patienters hjem og robotløsninger.
 


Siden er sidst opdateret: 18-02-2019 af Odense Universitetshospital.