Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilOm OUHpilDirektion og stabepilStabsafdelingerpilKlinisk UdviklingpilOm afdelingenpilNyt fra afdelingenpilDroner skal flyve blodprøver og læger mellem fynske sygehuse

Droner skal flyve blodprøver og læger mellem fynske sygehuse

Projektet HealthDrone skal integrere droner i det danske sundhedsvæsen. I projektet skal droner blandt andet flyve blodprøver fra Svendborg Sygehus og Ærø Sygehus til laboratoriet på Odense Universitetshospital

I løbet af tre år skal blodprøver og medicinsk udstyr flyves med droner mellem Odense, Svendborg og Ærø. Senere skal droner også transportere højtspecialiseret sundhedspersonale. Det kan sikre bedre behandling og spare det danske sundhedsvæsen for næsten 200 millioner kroner om året.

- Droner skal være sygehusenes udvidede rørpostsystem, forklarer forsker Kjeld Jensen fra SDU Dronecenter. Han skal stå i spidsen for projektet HealthDrone, som med en bevilling på 14 millioner kroner fra Innovationsfonden og et samlet budget på over 30 millioner kroner skal integrere droner i det danske sundhedsvæsen.

- Vi ser sundhedsdroner som et uudnyttet potentiale til at hjælpe et presset sundhedsvæsen, hvor der bliver færre sengepladser til stadigt flere ældre. Samtidig bliver der længere til behandling. De små sygehuse nedlægges, og antallet af lægehuse falder. Her kan sundhedsdroner hjælpe, siger Kjeld Jensen.

I løbet af det treårige projekt skal forskere sammen med virksomhederne Falck og Autonomous Mobility teste flyvninger med blodprøver og udstyr. Til sidst i projektet skal de også teste droneflyvninger med højtspecialiserede læger, som kan mangle akut på en operationsstue.

Store besparelser
Det er i luftrummet over Danmarks nationale dronetestcenter, UAS Denmark i HCA Airport ved Odense, sundhedsdronerne først skal testes. Derefter skal dronerne testes i flyvninger med blodprøver fra Svendborg og Ærø til laboratoriet på Odense Universitetshospital. I dag er transporttiden i gennemsnit 12 timer, men forskerne forventer, at turen vil tage tre kvarter med drone.

Flyveruter i projektet HealthDrone

- Når vi taler infektioner er tiden afgørende. Når blodprøverne kommer hurtigere frem, kan vi sikre bedre behandling, og vi kan reducere brugen af bredspektret antibiotika. Samtidig viser beregninger, at hvis dronerne overtager de opgaver, som der lægges op til i projektet, vil OUH spare 15 millioner kroner om året, siger lægefaglig direktør på Odense Universitetshospital, Peder Jest, som oprindeligt kom på ideen om droner i sundhedssektoren.

OUH står for 7,5 procent af den samlede hospitalssektor i Danmark, og hvis dronerne blev rullet ud til hele Danmark er de estimerede besparelser på 198 millioner kroner om året. Samtidig forventer forskerne, at der vil være store besparelser på klimaregnskabet, fordi dronerne ikke bruger benzin eller diesel.

Snart leverer dronerne
Udover blodprøver skal dronerne også hjælpe sundhedspersonalet ved at flyve med udstyr.

Hjemmesygeplejersker på Fyn og øerne arbejder for eksempel ofte med en ældrekuffert, som indeholder specialudstyr til at opfange blandt andet dehydrering og infektioner. Kufferten koster 120.000, så der er kun seks kufferter på Fyn. Men droner vil hurtigt kunne levere medicinsk udstyr, når behovet opstår.

Og en af partnerne i projektet, Autonomous Mobility kan slet ikke vente med at komme på vingerne. Virksomheden, som allerede er kendt for at arbejde for udbredelsen af førerløse biler, har også kastet sig ind i udviklingen af droner til transport og logistik.

- Vi forventer at tilbyde pakketransporter med droner indenfor kort tid. Allerede i dag har vi kunder og use-cases der ønsker regelmæssige leveringer, når vi er klar og tilladelser kan opnås. Mod slutningen af projektets treårige periode begynder vi at lave testflyvninger med mennesker, siger CEO Peter Sorgenfrei
fra Autonomous Mobility.

Også hos Falck ser man et stort potentiale i brugen af droner. Falcks administrerende direktør, Jakob Riis, mener at, initiativer som HealthDrone er vigtige led i at skabe et fremtidssikret sundhedsvæsen.

- Som en aktiv medspiller i det danske sundhedsvæsen er vi dybt optagede af at videreudvikle det danske sundhedssystem sammen med forskningen og hospitalsvæsenet og i fællesskab finde på løsninger, som både gør os mere effektive, og som kommer patienterne til gode. Derfor er det oplagt for os at være med i dette ambitiøse projekt, hvor vi kan gøre os de første værdifulde erfaringer med sundhedsdroner, siger Jakob Riis. 

Skal finde de bedste droner på markedet
Grunden til, at partnerne i projektet allerede er klar til at teste droneleveringer om få år er, at forskerne ikke skal udvikle teknologien fra bunden. I stedet skal de sondere markedet for de sikreste og bedste løsninger, som allerede findes og kun udvikle de manglende komponenter.

For eksempel har selskabet Zipline siden 2016 leveret blod og vacciner til fjerne klinikker i Rwanda. Det fungerer på den måde, at personalet skriver en ordre til Zipline, og 30 minutter senere lander leveringen med faldskærm. Siden august 2018 har en af Islands største e-handelsvirksomheder, AHA, sammen med Flytrex forsøgsvis leveret varer til folks forhaver i Reykjavik.

-  Amazon og Alphabet Wing kører andre forsøg, men i forhold til sundhedsdroner er det mest spændende forsøg i Schweiz, hvor virksomheden Matternet flyver laboratorieprøver i en 20 kilometer korridor mellem to hospitaler i Lugano i Schweiz. De har gennemført flere end 1000 testflyvninger uden nogen uheld, fortæller droneforsker Kjeld Jensen og uddyber:

- I projektet skal vi teste dronerne i at flyve udenfor synsvidde, det vi kalder BVLOS, i en korridor mellem OUH, Svendborg Sygehus og Ærø. Det kræver et tæt samarbejde med Trafikstyrelsen, som skal udstede tilladelserne. Vi skal garantere, at dronerne flyver lige så sikkert som almindelige fly. Dronerne bliver udstyret med sikkerhedssystemer, som tager over og lander dronen sikkert, hvis der sker noget uforudset.

Fakta

Projektpartnere: Syddansk Universitet, Falck, Autonomous Mobility, Odense Universitetshospital, UniFly, Scandinavian Avionics

Samlet budget: kr. 30.615.297
Investering fra Innovationsfonden: kr. 14.107.438

Projektperiode:
Projektet løber fra 2019 - 2021

Kontaktpersoner OUH:

Direktør Peder Jest: peder.jest@rsyd.dk

MTV-konsulent Iben Fasterholdt, som skal evaluere projektet fra OUH's side: iben.fasterholdt@rsyd.dk

Følg projektet: www.sundhedsdroner.dk og @sundhedsdroner på Twitter


Siden er sidst opdateret: 25-01-2019 af Odense Universitetshospital.