Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Frisk som en fisk efter blodprop i hjertet?

Sund Forskning nyhedsbrev 5 - zebrafisk

 

159.000 danskere blev i 2015 ramt af et iskæmisk hjertetilfælde ifølge Hjerteforeningen.dk. Selvom patienten overlever efter et hjertetilfælde, så bliver disse patienters hjerter arret for livet. Men et forskningshold på Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet forsker i, om vi kan ændre på dette. Svaret ligger måske hos zebrafisk.

Når patienter bliver ramt af iskæmisk hjertetilfælde dør noget af hjertemusklen, og hjertet får arvæv. Arvævet bevirker, at pumpefunktionen i hjertet nedsættes, hvilket også har en direkte negativ effekt på patienternes livskvalitet. Symptomerne efter et sådant hjertetilfælde kan i dag kun lindres, men det menneskelige hjerte kan ikke helbredes eller gendannes. Dette er ikke unikt for mennesker, men er tilfældet hos alle pattedyr.

Men en gruppe forskere fra Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet mener, at man kan hjælpe disse patienter, og det med hjælp fra en hel anden art.

De mener nemlig, at man skal finde svaret på at få gendannet hjertet efter et hjertetilfælde hos zebrafisk.

Lektor Ditte Caroline Andersen forklarer, hvorfor man tror, at man kan finde svaret på dette problem hos den lille stribede fisk; - Zebrafisk har i forskellige internationale forskningsprojekter vist sig at have helt unikke regenerative egenskaber i forskellige væv såsom finne, hjerte, rygmarv, hjerne, men også andre væv viser sig at blive gendannet efter skade. I projektet fokuserer vi på, hvad der sker, når zebrafisk får en hjerteskade.

Friske hjerter efter 60 dage                

Projektet har allerede vist positive resultater. Ditte Caroline Andersen fortæller; -Vi kan se fra projektet, at zebrafiskens hjertemuskelceller har den helt unikke egenskab, at de deler sig over en periode på nogle uger efter skaden, hvorved hjertet gendannes. Vi er nu i gang med at analysere på enkelt celle niveau, hvilke gener der er nødvendige for denne hjertemuskelcelle deling. Hvis vi kan finde ud af de bagvedliggende processer, og hvad der hæmmer hjertemuskelcelle delingen hos os mennesker, kan det forhåbentligt bringe os videre mod en fremtidig behandling.

Projektets overordnede mål er netop at skabe resultater på tværs af arter (zebrafisk, mus, menneske), hvorfor man håber, at man gennem projektet vil kunne overføre resultaterne til mennesker i form af evt. medicinaltilbud til regenerering af hjertet efter et iskæmisk hjertetilfælde i fremtiden. Til opstart  har projektet modtaget støtte fra Novo Nordisk Fonden frem til udgangen af 2019, men for at kunne overføre den opnåede viden til pattedyr, har projektet behov for flere midler i fremtiden forklarer Ditte Caroline Andersen.

 

Regenerering af zebrafiskens hjerte
Komplet regeneration af zebrafiskens hjerte sker i løbet af 60 dage vha. celledeling.

Internationalt samarbejde

Både nationalt og internationalt har projektet desuden vakt interesse, og man har derfor igangsat samarbejder med flere internationale laboratorier. Herhjemme er offentlige og private partnere allerede involveret i projektet. Forhåbningen er, at man med projektet kan være med til at finde svaret på, hvorfor der er forskel på folk og fisk, når det kommer til regenerering af hjertet, og om disse forskelle kan udlignes i fremtidige tilbud til hjertepatienter. 

 

FAKTA

Iskæmisk hjertetilfælde er karakteriseret ved reduceret ilttilførsel til hjertemusklen, som skyldes forsnævrede eller blokerede kranspulsårer ved blodpropper eller forkalkninger.

Læs mere om Hjerteforeningen på foreningens hjemmeside.

 

Se også mere om Novo Nordisk Fonden på hjemmesiden.

 


 MERE AT VIDE? 

 

 

Lektor Ditte Caroline Andersen fra Afdeling for Klinisk Biokemi og Farmakologi fra Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet.

 

Mail dandersen@health.sdu.dk

 

Telefon

65413349

 

 

/Lene Hinnerup Hartmeyer

 


Siden er sidst opdateret: 26-09-2018 af Odense Universitetshospital.