Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Piger med højt niveau af D-vitamin har stærkere muskler

Sund Forskning nr 4, 2018 - Pige med muskler

 

Femårige pigers muskelstyrke afhænger af, hvor meget D-vitamin, de har i blodet. Jo højere D-vitamin niveau, jo stærkere er pigerne. Det viser nye resultater fra en ny stor undersøgelse fra Odense Børnekohorte.

Odense Børnekohorte er et stort og mangeårigt projekt, 2500 mødre og deres børn følges fra tidlig graviditet til barnet fylder 18 år. Nu har medicinstuderende Rada Faris Al-Jwadi undersøgt, hvordan D-vitamin påvirker muskelstyrken hos børn.

-Piger med lavt niveau af D-vitamin har 70% større risiko for at ligge blandt de 10% dårligste i vores test for muskelstyrke, forklarer Rada Faris Al-Jwadi, som er i gang med sidste semester på medicinuddannelsen.

 

I studiet, som netop er blevet offentliggjort, fik 881 femårige børn testet deres muskelstyrke ved hjælp af en standardiseret test for håndgribestyrke.  I alt 499 af børnene fik samtidigt målt  D-vitamin niveauet i blodet.

Vigtigt med stærke muskler

I en tid, hvor bevægelse er på alle danske børns skoleskema, og der er stadig øget fokus på sundhed, giver det god mening at teste børns muskelstyrke, da tidligere studier har vist, at høj muskelstyrke giver bedre knogler, bedre sportskompetencer og bedre selvtillid.

-Muskelstyrke kan skabe en positiv cirkel. Den kan give flere gode oplevelser med fysisk aktivitet, som igen kan modvirke overvægt, svagere knogler og på længere sigt anden sygdom. - Vi tester for D-vitamin, fordi lavt D-vitaminniveau er hyppigt og kan forebygges ret let og billigt, forklarer Henrik Thybo Christesen.

Han er professor på H.C. Andersen Børnehospital på OUH og SDU og står i spidsen for en lang række forskningsprojekter i Odense Børnekohorte, der skaber ny viden om og bedre behandling af mange af de hyppigste sygdomme og tilstande hos børn og gravide.

Resultatet gælder ikke drenge

I Rada Faris Al-Jwadis projekt viste det sig også, at pigerne var endnu stærkere, hvis deres D-vitaminniveau lå højere end normalniveauet.

-Det ser altså ud til, at ekstra højt niveau af D-vitamin giver ekstra meget muskelstyrke. Men kun hos piger. Det mærkelige er nemlig, at forskellen kun kunne ses hos piger og ikke hos drenge.

En gennemgang af al den tilgængelige data om børnene viste, at der ikke var nogen sammenhæng med D-vitamin niveauet hos mødrene under graviditeten eller i navlesnorsblodet.

-Dette tyder på, at der ikke er nogen tidlig programmering af muskelstyrken fra fostertilværelsen. Det er mere en her-og-nu-effekt af D-vitamin, som vi er på sporet af, siger Rada Faris Al-Jwadi.

Ingen umiddelbar forklaring

Professor Henrik Thybo Christesen kan ikke komme med en forklaring på forskellen mellem drenge og piger i studiet. Men andre studier på børn og voksne har vist, at D-vitamin øger dannelsen af IGF-I, som er en vækstfaktor, der øger muskelmassen. Og IGF-I niveauet er forskelligt hos drenge og piger, hvorfor dette kunne være en del af forklaring.

-Vi kan ikke ud fra vores data konkludere, at piger vil få stærkere muskler af at spise mere D-vitamin i kosten eller som tilskud eller få mere sollys, som er de vigtigste kilder til D-vitamin. Men vores sammenhæng kunne tyde på, at det kunne være tilfældet, siger han.

Analyserne i studiet var justeret for højde, vægt og fedtprocent. Det var således ikke et spørgsmål om, at overvægtige både kan have lavere D-vitamin og lavere muskelstyrke. Der var endvidere ingen tegn på, at det hang sammen med, om pigerne opholdt sig mere indendørs eller var mere stillesiddende.

FAKTA

Odense Børnekohorte er et samarbejde mellem Odense Universitetshospital, Psykiatrien i Region Syddanmark, Odense kommune og Syddansk Universitet. Man følger 2500 mødre og børn fra tidlig graviditet til barnets 18 års alder. Børnene er nu 5-7 år gamle, og der er planlagt en række opfølgende studier.

www.odense.dk/odensekohorten

 

Artiklen

Rada Faris Al-Jwadi, Eva Jespersen, Christine Dalgård, Niels Bilenberg, Henrik Thybo Christesen. S-25OHD is Associated with Hand Grip Strength and Myopathy at Five Years in Girls: An Odense Child Cohort Study. J Clin Endocrinol Metab 2018, jc.2018-00281

Link: https://doi.org/10.1210/jc.2018-00281

 


 

 MERE AT VIDE? 

 

 

Sund Forskning nr. 4, 2018 - Henrik Thybo Christesen

Professor på SDU/Odense Børnekohorte Henrik Thybo Christesen

 

Mail

henrik.christesen@rsyd.dk,

 

Telefon

2137 0888

 

 

Daglig leder Odense Børnekohorte Henriette Boye Kyhl

 

Mail

henriette.kyhl@rsyd.dk

 

Telefon

5148 8434

 

 

/Marianne Lie Becker


Siden er sidst opdateret: 08-06-2018 af Odense Universitetshospital.