Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilOm OUHpilDirektion og stabepilDirektionpilnyhederpil40 år med teknologien og de sårbare på dagsordenen

40 år med teknologien og de sårbare på dagsordenen

Lægefaglig direktør på OUH, Peder Jest, på kontoret

Han har de sidste 40 år stået i spidsen for at bringe digitaliseringen og den innovative teknologi ind i sundhedsvæsenet, mens han samtidig har kæmpet for de største og svageste patientgrupper. Lægefaglig direktør på OUH, Peder Jest, kan fejre 40 års jubilæum og samtidig se tilbage på mere end 28 år i lederstolen, hvor han aktivt har påvirket udviklingen i det fynske sygehusvæsen.

Han har været med gennem hele centraliseringen og specialiseringen af det danske sygehusvæsen og stået som frontkæmper for den innovative teknologi i sundhedsvæsenet. Peder Jest startede med at bringe teknologien ind i sygehusets dagligdag, da han som cheflæge på Rudkøbing Sygehus i 1992 var med til at indføre Danmarks første Elektroniske Patientjournal (EPJ). Siden har han stået i spidsen for digitaliseringen som lægefaglig direktør på Sygehus Fyn og nu ved Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus (OUH), hvor han med 10 år i direktørstolen bl.a. har grundlagt Center for Innovativ Medicinsk Teknologi (CIMT).

- Noget af det største har helt klart været at bringe teknologien ind i dagligdagen på sygehuset og se den forskel, den kan gøre for patienterne og medarbejderne. Først på de mindre, lokale sygehuse, hvor vi var helt tæt på hverdagen og kendte alle. Siden med den voksende centralisering til det samlede OUH, hvor vi i dag kan matche teknologien med den højt specialiserede behandling, fortæller lægefaglig direktør Peder Jest.

- Begge dele har været sammen med enormt dygtige og passionerede mennesker, men med vidt forskellige perspektiver, fortsætter Peder Jest.

Teknologien skal hjælpe den enkelte
Peder Jest har altid haft fokus på at pege fremad og udfordre, hvordan teknologien kan gøre gavn i det nære sundhedsvæsen. Her har han arbejdet ud fra devisen, at it og innovation skal ses fra brugerens perspektiv og hjælpe den enkelte hurtigt og effektivt ud fra netop deres behov.

- Jeg mener, at ’precision technology’ er lige så vigtig som ’precision medicine’, og at det går hånd i hånd. Vi skal altid se på de individuelle behov, så vi hjælper den enkelte med den rigtige teknologi. Det gælder hele sygehusvæsnet, hvor jeg mener, at vi skal give borgerne så stor indflydelse som muligt og gøre behandlingen brugerorienteret gennem teknologien, forklarer Peder Jest.

Kampen for de sårbare patienter
Sammen med passionen for den innovative teknologi har Peder Jest også interesse for at hjælpe de brede og især de sårbare patientgrupper. Derfor faldt valget også på geriatrien og dermed de ældre patienter, da han som læge skulle vælge speciale.

- Min hovedinteresse har altid været at hjælpe de mange patienter og borgere med de almene sygdomme, men i høj grad med fokus på de sårbare grupper. Særligt de ældre, som er den største gruppe af modtagere af de danske sundhedsydelser, men ofte også nogle af de mest sårbare, forklarer Peder Jest, som bl.a. også har engageret sig i arbejdet med patienters sårbarhed i forbindelse med Indvandrermedicinsk Klinik.

Brænder for at påvirke og lede
Med mere end 28 år i lederstolen har Peder Jest gennem alle årene været én, der altid har søgt indflydelse og brændt for at påvirke udviklingen – også allerede inden, han officielt satte sig i lederstolen på sygehuset. Han startede allerede tidligt som fælledstillidsrepræsentant og formand for Yngre Læger. Siden har han taget lederrollen på sig, hvor han kom frem, uanset om det har været som chef, direktør eller formand for en lang række initiativer lige fra Dansk Selskab for Geriatri til Innovationsrådet på OUH.


Siden er sidst opdateret: 30-04-2018 af Odense Universitetshospital.