Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilForskning, job, uddannelse og samarbejdepilSund Forskning - nyhedsbrev fra OUH og SDUpilNyt screeningsprogram for hjerte-kar sygdomme kan redde liv

Nyt screeningsprogram for hjerte-kar sygdomme kan redde liv

Sund Forskning nr. 2 2018 - VIVA projektet

 

Ved at screene mænd i alderen 65-74 år med en simpel, omkostningseffektiv metode, kan man redde én ud af hver 169, som ellers ville dø af hjerte-kar sygdomme indenfor fem år. Det viser nye forskningsresultater fra SDU, OUH, Regionshospitalet Viborg og Aarhus Universitet.

Gennem VIVA, et stort randomiseret studie som inkluderede over 50.000 mænd i aldersgruppen 65-74 år, har forskere fra blandt andet OUH og SDU påvist, at man med et simpelt tredelt screeningsprogram (screening for udposninger på legemspulsåren, forkalkning i pulsårerne i benet og forhøjet blodtryk) kan identificere risikogruppen for koronarsygdomme, slagtilfælde og hjerte-kar-sygdomme. Alt sammen for at sikre en hurtigere igangsættelse af relevant forebyggende behandling af disse patienter.

-Screeningstilbuddet reducerede dødeligheden med syv procent svarende til, at blot 169 mænd skulle inviteres for at redde ét liv indenfor de næste fem år. Så stor effekt er aldrig set før i nogle af de indførte screeningsprogrammer, fortæller Jes Sanddal Lindholt overlæge på Hjerte- Lunge og Karkirurgisk Afdeling, OUH og professor på SDU, som ledede projektet.

Han fik først idéen til, at der burde gøres noget i denne henseende efter at have stået en nat i løbet af hans turnus med en patient med en akut bristet legemspulsåre. ”Der var blod over alt, hvilket gjorde et stort indtryk på mig” fortæller han. Herefter var kimen til studiet lagt.

Der er et stort behov for løsninger internationalt og nationalt

Udposninger på legemspulsåren, forkalkning i pulsårerne og forhøjet blodtryk er ofte symptomfrie og kan derfor være besværlige at diagnosticere, før de medfører akutte bristninger og blodpropper, som kan få fatale konsekvenser for patienten.

Ifølge World Health Federation udgjorde hjerte-kar-sygdomme i 2015 31 % af alle dødsfald i verden, hvorfor der også på et internationalt plan er et stort behov for løsninger, der adresserer dette. 

I Storbritannien, USA og tilmed nabolandet Sverige har man allerede taget konsekvensen og etableret nationale screeningsprogrammer med gode resultater.

I Danmark består gruppen af mænd i alderen 65-74 år af omkring 250.000 på nuværende tidspunkt. Forventningen er, at denne gruppe ikke bliver mindre i årene fremover. Sundhedsstyrelsen overvejer derfor, hvorvidt der skal etableres et nationalt screeningsprogram med fokus på at screene for udposninger på legemspulsåren i Danmark.  

På baggrund af tidligere screeningsstudier og de første erfaringer fra VIVA, har Viborg kommune taget skridtet videre og indført mere omfattende screeninger. Og ifølge VIVA-studiet er der samfundsmæssige gevinster at hente ved at indføre omfattende screeninger. Studiet viser, at de økonomiske gevinster i forhold til længere levetid overstiger udgifterne i forbindelse med de tredelte screeninger.

Nyt projekt – nye muligheder for gevinst?

På Odense Universitetshospital videreudvikler professor Jes Sanddal Lindholt på resultaterne fra studiet. Sammen med bl.a. kardiologen Axel Diederichsen og professor i biokemi, Lars M. Rasmussen fra OUH og SDU´s elitecenter CIMA, har han igangsat et nyt lodtrækningsforsøg af 45.000 65 - 74 årige mænd kaldet DANCAVAS.

I DANCAVAS projektet tilbydes hver tredje en helkrops CT-skanning til påvisning af eventuel åreforkalkning af kranspulsårerne til hjertet, atrieflimmer og aorta-udposninger. Desuden måles blodtryk på arme og ben til påvisning af åreforkalkning i benene og forhøjet blodtryk samt blodsukker og kolesterol. Undersøgelserne sker i Odense, Svendborg, Vejle og Silkeborg og rekrutteringen nærmer sig afslutningen med over 10.000 undersøgte.

-Fremmødet er som ventet, ligesom andelen, der bør i forebyggende behandling, er som ventet. Men der findes flere udposninger, end vi havde regnet med.  Vi regner derfor med at kunne påvise en meget høj gevinst, selv sammenlignet med VIVA,  afslutter Jes Sanddal.

Femårs resultaterne for DANCAVAS forventes præsenteret i løbet af 2021.

FAKTA

VIVA studiet er tidligere blevet offentliggjort i tidsskriftet Lancet – se artikel her.

Læs mere om Odense Universitetshospitals eliteforskningscenter CIMA her

 


 

 MERE AT VIDE? 

Sund Forskning nr. 2 2018 - Jes Sanddal

Professor på SDU og overlæge på Hjerte, Lunge- og Karkirurgisk Afdeling T, OUH, Jes Sanddal Lindholt

Mail: Jes.Sanddal.Lindholt@rsyd.dk

 

 

 

 

/Lene Hinnerup Hartmeyer

 


Siden er sidst opdateret: 05-04-2018 af Odense Universitetshospital.