Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilOm OUHpilDirektion og stabepilStabsafdelingerpilKlinisk UdviklingpilOm afdelingenpilNyt fra afdelingenpilHvad synes du: Hvem skal modtage én million kroner til forskning?

Hvad synes du: Hvem skal modtage én million kroner til forskning?

logo

For anden gang afvikler OUH sammen med Syddansk Universitet og TV2 Fyn projektet ”Et Sundere Fyn.”

Formålet er at ændre og styrke de traditionelle måder, hvorpå forskning i dag prioriteres, udvælges og udføres ved i højere grad at involvere borgerne.

Det er derfor fynboerne, der fra 15. april kan stemme om, hvorvidt OUH skal tildele op mod én million kroner til forskning i hormonforstyrrelser hos gravide, arbejdsrelateret stress, digitale samtaler med lægen eller stofskiftesygdom.

Her kan du møde forskerne ”live”
Vinderen kåres ved en ceremoni i videnbyen Cortex Park i Odense om aftenen mandag den 23. april, men inden da kan du læse mere om de forskellige projekter nedenfor og møde forskerne ved følgende arrangementer:

Mandag den 16. april klokken 19.00-21.00: Et Sundere Fyn kick off arrangement. Læs mere og tilmeld dig

Lørdag den 21. april klokken 10.00-16.00: Forskningens Døgn på SDU.

Temasite og intensiv dækning på TV2 Fyn i april
Fra 17. april til 20. April vil TV2 Fyn præsentere de enkelte projekter med uddybende indslag og interview med forskerne, og via facebook vil du kunne stille forskerne spørgsmål til deres projekter.

Du vil løbende kunne følge med i TV2 Fyns dækning på deres temasite ”Et sundere Fyn 2018.”

Tilmeld dig borgerpanel, hvis du har en holdning til sundhedsforskning
Her kan du i øjeblikket også tilmelde dig TV2 Fyn, SDU og OUH’s borgerpanel , hvis du har en holdning til, hvordan pengene til sundhedsforskning skal fordeles, og hvilke sygdomme, der bør prioriteres. Tilmeldingsfrist til borgerpanelet er tirsdag den 3. april. Læs mere

De fire finalister kort beskrevet
Her er de fire forskningsprojekter, som OUH’s forskningsråd har udpeget til at komme i betragtning til forskningsmillionen i 2018:

Hormonforstyrrelser hos gravide (Tina Kold Jensen, professor, ph.d., Odense Børnekohorte)
Hormonforstyrrende stoffer hos gravide har skadelige konsekvenser for fostrets hjerne. Det koster både samfundet og individet, og derfor undersøger dette projekt de skadelige effekter. Projektets resultater skal i samarbejde med både nationale og EU-myndigheder lede til regulering af de farlige kemikalier.

Stress på arbejdet (Saga Steinmann Madsen, forsker ved Nuklearmedicinsk Afdeling på OUH)
Forskning har vist, at der er en sammenhæng mellem et stresset arbejdsmiljø og en række psykiske lidelser samt demens, hjertekarsygdom og ulykker. De vigtigste stress-faktorer i arbejdsmiljøet er jobsikkerhed, manglende indflydelse på egen arbejdssituation og manglende støtte fra ledelse og kollegaer. Stress koster det danske samfund mere end 112 millioner kroner om dagen, og 35.000 personer er sygemeldt hver dag på grund af stress. Faktisk er Region Syddanmark landets mest stressede region, og det vil projektet undersøge årsagen til.

Hallo doktor! Er du der? (Karen Andersen-Ranberg, professor og overlæge ved Geriatrisk Afdeling G, Odense Universitetshospital)
Dette projekt har til formål at undersøge ældres viden og parathed til at erstatte den traditionelle ansigt-til-ansigt lægesamtale med en såkaldt audiovisuel samtale via en tablet, som patienten kan anvende i eget hjem. Projektet vil derfor undersøge om fysisk ambulant fremmøde kan erstattes og suppleres af digitale samtaler. Desuden vil projektet også belyse, hvordan patienter, pårørende og sundhedspersonalet oplever de digitale samtaler.

Steen Joop Bonnema, overlæge, Endokrinologisk Afdeling M

Stofskiftesygdommen Hashimotos sygdom (Steen Joop Bonnema, overlæge, Endokrinologisk Afdeling M)
Skjoldbruskkirtlen er af livsvigtig betydning for menneskets energiomsætning. Hashimotos sygdom er en såkaldt kronisk autoimmun sygdom, hvor skjoldbruskkirtlen bliver ødelagt, og den lavere afgivelse af stofskiftehormon fra kirtlen giver nedsat stofskifte. Lavt stofskifte kan betragtes som en - oftest overset - folkesygdom, idet cirka fem procent af befolkningen, hovedsageligt kvinder, rammes i løbet af livet. Udover at sygdommen kan nedsætte livslængden, har mange patienter også nedsat livskvalitet. En mulig forklaring er den bagvedliggende immunforstyrrelse i kroppen. Projektet vil forske yderligere i årsager og behandlingsformer til patienter med sygdommen.
 


Siden er sidst opdateret: 22-03-2018 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring