Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Topfrise til forsiden på www.ouh.dk

ForsidepilOm OUHpilAfdelingerpilDirektionpilnyhederpilKirurgisk Afdeling A på OUH hædret med to priser

Kirurgisk Afdeling A på OUH hædret med to priser

Kirurgisk Afdeling A på OUH har i indeværende uge fejret, at ikke mindre end to af afdelingens overlæger har modtaget hver deres anerkendende pris for en ekstraordinær faglig indsats på to forskellige områder.

   De to prismodtagere Lars Rasmussen og Michael Bau Mortensen


Uddannelsesprisen som hædrer efteruddannelse af Yngre Læger


Yngre Danske Kirurger uddelte ’Uddannelsesprisen 2017’ til overlæge Lars Rasmussen fra Kirurgisk Afdeling A. Dette blev begrundet med, at Lars Rasmussen i hverdagen er meget aktiv i træning og uddannelse af de yngre læger på afdelingen. Han kontakter de unge kirurger på SMS og telefon, når der er en mulighed for læring, og superviserer hver gang, der er mulighed for det. Lars Rasmussen er proaktiv, støtter og hjælper, men stiller også krav til de unge kirurger lød det om prismodtageren i begrundelsen for tildelingen. Selv mener Lars Rasmussen, at uddannelse er en livslang proces.

- Det er vigtigt at have fokus på uddannelse, uanset om man er yngre læge eller har været læge i mange år. Det er en forudsætning for at udvikle faget. Jeg har benyttet mig meget af den gamle facon, ’mesterlæren’, hvor jeg følger den unge læge, ser hvordan han eller hun udvikler sig og tilretter udfordringerne efter det, fortæller Lars Rasmussen.

Udover æren fik Lars Rasmussen 5000 kroner.

Dansk Kirurgisk Selskabs ærespris for en ekstraordinær indsats
Æresprisen ’Ole Lippmann prisen 2017’ blev tildelt professor overlæge, ph.d., dr. med. Michael Bau Mortensen, også fra Kirurgisk Afdeling A.

Lippmann Fonden uddeler hvert år en ærespris med et tilhørende beløb på 50.000 kroner til en kirurg, der har gjort en ekstraordinær indsats for kirurgien.

Selskabets bestyrelse valgte i år at hædre Michael Bau Mortensen med begrundelsen, at han har udvist betydelig energi og indsats for at gøre dansk kirurgi og dansk kirurgisk forskning endnu bedre, lyder det i begrundelsen fra Fonden.

Michael Bau Mortensen har blandt andet arbejdet med implementering af nye teknikker i behandlingen, men han har også med stor succes forfinet eksisterende teknikker i behandlingen af kræft, og fremfor alt har han dokumenteret videnskabeligt, at disse teknikker fungerer.

Et af de initiativer, Michael Bau Mortensen har udviklet, er PIPAC-metoden, hvor man blæser forstøvet kemoterapi ind i bughulen på patienterne. En behandling, der har mødt stor anerkendelse og interesse, både i det faglige lag og i pressen.

Bestyrelsen har også i udvælgelsen af prismodtageren lagt vægt på, at Michael Bau Mortensen har en fantastisk forskningskarriere. Han er forfatter på over 130 artikler samt en række andre publikationer, og er i øjeblikket er han i gang med ikke mindre end 53 forskningsprojekter.

Midt i denne hektiske forskningsaktivitet tager prismodtageren sig tid til at hjælpe og støtte sine unge kollegaer med forskningen på alle niveauer. Han har været vejleder i 14 ph.d.-forløb og sætter utrætteligt nye i gang.

Tillykke til begge prismodtagere.

 

 


Siden er sidst opdateret: 16-11-2017 af Odense Universitetshospital.