Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilOm OUHpilDirektion og stabepilDirektionpilnyhederpilStor bevilling skal gøre Svendborg til Danmarks bedste demensvenlige sygehus

Stor bevilling skal gøre Svendborg til Danmarks bedste demensvenlige sygehus

OUH Svendborg Sygehus har modtaget 7,2 millioner fra Sundhedsstyrelsen til deres målrettede arbejde med demens. Projektpengene skal blandt andet bruges på at sikre, at patienter med demens og deres pårørende føler sig hørt og set, og er trygge både ved indlæggelser og i ambulante forløb, fortæller ledende overlæge Søren Jakobsen.

Svendborg Sygehus


Sundhedsstyrelsen har netop uddelt de første millioner, som et flertal i folketinget har sat af til at forbedre plejen og behandlingen af danskere med demens.

I alt 91 millioner blev delt ud til projekter landet over, og den største bevilling på 7,2 millioner gik til Geriatrisk afdeling i Svendborg, som har den ubeskedne ambition at gøre sygehuset til Danmarks bedste demensvenlige sygehus. 

– Det er ikke klart defineret endnu, hvad det egentlig vil sige at være et demensvenligt sygehus, og det er en af opgaverne, som vi skal tage fat på, men det er helt sikkert, at bevillingen på de 7,2 mio. kr. vil blive brugt til at give et kompetenceløft inden for demensarbejdet generelt til alle 1600 medarbejder på OUH, Svendborg sygehus. Det bliver til stor gavn for både patienter og pårørende, forventer ledende overlæge Søren Jakobsen

Også Peder Jest, som er direktør på OUH Odense Universitetshospital Svendborg Sygehus er glad for den store bevilling.

- Det gør en kæmpe forskel for OUH som helhed, at vi får bevilget penge til demensområdet. Vi får mulighed for i endnu højere grad at styrke vores personale. Geriatrisk Afdeling i Svendborg er i forvejen Demensvenlig-afdeling, og bevillingen betyder, at vi nu kan udbrede deres erfaring og viden til mange flere. Det er vi glade for, siger han.

Søren Jakobsen understreger, at det også vil få stor betydning, at kommunerne omkring Svendborg Sygehus også har fået midler til at styrke deres demensindsats, hvilket han forventer, vil løfte hele området på en hel anden vis end tidligere, og samtidig også gøre sygehusbesøgene lettere.

- Vores vigtigste formål er at sikre, at patienter med demens og deres pårørende oplever at de bliver hørt og set, når de kommer på sygehuset, og at de er trygge både ved indlæggelse og udskrivelse og hvis de går i ambulante forløb. Vi er meget stolte over den tillid, som ligger i så stor en bevilling, og vi er sikre på, at vi kan leve op til tilliden til gavn for patienterne, siger Søren Jakobsen.


 


Siden er sidst opdateret: 25-09-2017 af Odense Universitetshospital.