Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Topfrise til forsiden på www.ouh.dk


Svendborgs borgere skaber fremtidens sundhedstilbud

Svendborg luftfoto

1. oktober 2017 bliver Svendborg verdens første brugerorienterede testby for sundhedstilbud, når projektet eHealth City Svendborg lægger fra land.

I eHealth City Svendborg skal borgerne med på kommandobroen, når velfærd og sundhedstilbud skal udvikles. I projektet er den sædvanlige proces vendt på hovedet, så i stedet for at sundhedsvæsenet eller virksomhederne kommer med ny teknologi eller løsninger, skal borgerne selv på banen med deres ideer og behov.

Menneske før teknologi

eHealth City Svendborg skal udvikle og teste nye teknologiske løsninger, hvor der er et behov for det og samtidig kigge på de eksisterende løsninger med nye øjne.


Vi vil bruge teknologien, hvor det giver mening. Men borgerne er vigtigere end teknologierne. Mennesket før teknologi er en af projektets vigtigste ambitioner,” siger direktør Peter Julius fra Public Intelligence.
Projektet dykker ned i udvalgte nabolag i Svendborg og sætter spot på beboernes oplevelser og kontakt med sundhedsvæsenet. Derefter skal beboere, sundhedspersonale og virksomheder udvælge og teste løsningerne, inden de skaleres op og testes i hele Svendborg og i andre kommuner.


For os er der ingen tvivl om, at borgerne kommer til at stille endnu flere krav til sundhedsvæsenet i fremtiden. Vi er stolte over, at Svendborg bliver det første sted, der skal være testby i sådan et projekt,” siger Hanne Ringgaard Møller, formand for Social- og Sundhedsudvalget i Svendborg Kommune.

Fremtiden kræver samarbejde på tværs

Testbyen er blevet til i et samarbejde mellem kommunen, en privat virksomhed og Region Syddanmark i form af Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus.


Borgernes behov er det centrale for alle parter, så de skal selvfølgelig med forrest i feltet. Og når vi sætter kurs mod de nye supersygehuse og fremtidens sundhedsvæsen er samarbejdet mellem os i sundhedsvæsen, kommune og virksomhed nødvendigt for, at borgeren får en god og sammenhængende oplevelse” siger Stephanie Lose, regionsrådsformand (V).

Testby er første skridt

Det er ikke kun Svendborg, der skal sikre kvaliteten af fremtidens sundhedstilbud – projektet er relevant både i resten af Danmark og internationalt. Således kan eHealth City Svendborg sætte gang i en større transformation af sundhedsvæsenet i hele Danmark og måske også i andre lande. Allerede nu er der interesse for at skabe lignende testbyer i både Storbritannien og Spanien.

 

Fakta: eHealth City Svendborg åbner den 1. oktober 2017. Projektet er et samarbejde mellem Svendborg Kommune, konsulentfirmaet Public Intelligence og Odense Universitetshospital (OUH).


Siden er sidst opdateret: 03-11-2017 af Odense Universitetshospital.