Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Region Syddanmark blåstempler OPAC - Odense Pancreas Center

Professor Michael Bau Mortensen
Professor Michael Bau Mortensen opererer en patient med kræft i bugspytkirtlen.
 
Nu kan forskere på OUH og SDU fortsætte arbejdet med forskning i bugspytkirtelsygdomme. I juni måned bevilgede regionen Odense Pancreas Center 7,5 mio. kr. frem til juli 2022. Centret er et af de få i verden, der samler al ekspertise inden for den sygdomskategori på et sted.
 
En excellencebevilling fra Region Syddanmark er et kvalitetsstempel. At modtage en sådan kræver forskning og patientbehandling i høj klasse, og regionens afgørelse falder først, når et internationalt bedømmerpanel har godkendt og bedømt både ansøgning og dokumentation.


– Med Odense Pancreas Center får vi helt fantastiske muligheder for at forske intenst i diagnosticering og behandling inden for blandt andet kræft, betændelse og sukkerstofskifte. Og jeg vil gerne understrege, at det vi har skabt, ikke er set før. Den samlede forskningsstrategi og de forventede resultater er kun mulige at lave her hos os, fordi vi har synergieffekten med de samarbejdende afdelinger og institutter, siger centrets nyslåede leder, professor og overlæge Michael Bau Mortensen, Kirurgisk Afdeling A, OUH/SDU.
 

Fokus på individualiseret behandling
Han forklarer, at arbejdsprogrammet har to hovedområder – de godartede og ondartede sygdomme – og for begge kategoriers vedkommende ønsker centret at styrke den individuelle behandling både til voksne og børn.


Skræddersyet behandling kræver tætte samarbejdspartnere inden for blandt andet genetik, patologi, onkologi og nuklearmedicin:
– I forvejen kører vi en masse projekter på tværs af afdelinger og institutter, men hvor det før var mere et samarbejde ’over hækken’, er vi nu samlet og dedikeret i et fast forum. Den formalisering betyder, at vi vil kunne nå i mål med vores mission.
 

Udenlandske specialister er med
Michael Bau Mortensen sekunderes af syv andre professorer, der hver især har tilknyttet udenlandske gæsteprofessorer til Odense Pancreas Center. 

– Vi har alle sammen hentet de bedste i verden inden for feltet, og de kommer til at sidde i et Advisory Board, der skal medvirke til at fastholde og sikre fokus og kvalitet. Og de er samtidig regionens forlængede arm og skal afrapportere årligt.


PIPAC – en del af pakken
Sund Forskning har tidligere bragt en artikel om PIPAC – en banebrydende behandling til patienter med kræft der har bredt sig til i bughinden http://www.ouh.dk/wm495182.
 

Forskerne fra OPAC har netop som de første i verden publiceret en artikel vedrørende brug af PIPAC hos patienter med bugspytkirtelkræft og spredning til bughinden. Derfor bliver PIPAC også en del af det nye centers arbejdsprogram, fordi forskerne mener, at metoden i fremtiden også vil kunne anvendes forebyggende til de patienter, der har en høj risiko for spredning.


– Vi ved, at kræft i mavesækken, i tyk- eller endetarmen ofte spreder sig til bughulen, og kan vi forebygge spredning, redder vi liv. At bruge PIPAC som forebyggende behandling har ingen andre gjort endnu, og for centret er det gennembrud et højt prioriteret område, fastslår Michael Bau Mortensen. 

 
 
FAKTA
Samarbejdspartnere i OPAC – Odense Pancreas Center:

Kirurgisk Afdeling, professor Michael Bau Mortensen
Onkologisk Afdeling, professor Per Pfeiffer
Klinisk Patologisk Afdeling, ass. professor Sönke Detlefsen
Medicinsk Gastroenterologisk Afdeling, professor Ove B. Schaffalitzky de Muckadell
Pædiatrisk Afdeling, professor Henrik B. T. Christesen
Klinisk Genetisk Afdeling, professor Torben A. Kruse
Endokrinologisk Afdeling, professor Kurt Højlund
OPEN, Odense Patient Data Explorative Network, professor Anders Green
Radiologisk Afdeling, professor Poul Erik Andersen
Nuklearmedicinsk Afdeling, professor Poul Flemming Høilund-Carlsen

 


MERE AT VIDE? 

MBM

Professor på SDU, Michael Bau Mortensen, overlæge på Kirurgisk Afdeling A, OUH
michael.bau.mortensen@rsyd.dk


 

/Helene Dambo


 


Siden er sidst opdateret: 13-07-2017 af Odense Universitetshospital.