Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Mission: At begrænse menneskelige lidelser

Abass Alavi, professor på Radiologisk Afdeling, Perelman School of Medicine, Pennsylvania Universitet, har været en tæt samarbejdspartner for OUH og SDU gennem de sendte år. Alavi modtog en æresdoktorgrad på SDU i oktober 2016. I maj år tog han for 25. gang turen til Odense – byen, han beskriver som ’sit andet hjem’.


At være verden til gavn er den eneste måde at blive lykkelig på. Således er H.C. Andersen citeret en gang i tidernes morgen. Den gamle eventyrdigters ord tager vi i brug her, fordi de fint beskriver professor Abass Alavis livsfilosofi. For hans liv er – præcis som digterens – historien om en ydmyg start i livet i fattige omgivelser – en start, der gødede jorden for vilje, handlekraft og kløgt.
 

Abass Alavis ønske om at bidrage til at begrænse menneskelige lidelser spirede og voksede på grund af oplevelser på egen krop hjemme i Tabriz i det kolde, nordlige Iran.
“Min opvækst har spillet en stor rolle for min fremtid. Da jeg var fire år gammel i 1942, døde min far efter et halvt år med forfærdelige lidelser som følge af en farlig infektion. Min mor giftede sig aldrig igen, og hun, min storesøster, lillebror og jeg levede meget nøjsomt. Jeg var ikke ret gammel, før hun bad mig være ’manden i huset’. Og af respekt for min mors situation, tog jeg opgaven på mig, så fra det tidspunkt, var det mig der tog mig af alle de praktiske ting som fx at hente vand fra brønden. Men først og fremmest var det min fornemste pligt at passe min skole.”

Abass’ mor havde nemlig også en vigtig mission; hendes ældste søn skulle uddanne sig til læge.
 

Abass Alavi Barn

Skoletræt – efter første dag i en klasse fyldt med genier.  

 

’Du slipper aldrig ud’
 Det var noget at et chok at begynde i skole i et lille lokale med fire klassetrin samlet. De ældste elever var i sagens natur meget kloge og kunne svare på alt, mens jeg sad og kæmpede med min A, B, C. Den første dag gik jeg noget nedtrykt hjem og sagde til min mor jeg er jo kommet i en skole fyldt med genier – jeg vil aldrig nogensinde kunne følge med, og jeg vil ikke derhen igen. Hendes svar til mig var det kontante Abass, du skal gå i skole! Med mindre du dør, slipper du aldrig ud derfra.
Og jeg kan forsikre, at det var absolut sidste gang, jeg vovede at protestere mod idéen om at studere.
 

Alavi-familien havde ikke meget at rutte med. Familien boede sammen i et rum uden elektricitet. Kun en enkelt paraffinlampe lyste op, når mørket faldt på. Som dagene blev til måneder og år voksede både Abass’ glæde og talenter – særligt for naturfag, matematik og fysik. Vejen var banet for et liv i medicinens verden. Han blev læge – præcis som hans mor ønskede.

 

Abass Alavis kandidat
 

Fanget af PET-scanningsteknologi 
I 60’erne havde Iran stærke relationer til USA, og jeg immigrerede i 1966. Kort tid efter blev jeg ansat først på kommunehospitalet, siden på Universitetshospitalet i Pennsylvania, hvor jeg specialiserede mig i blodsygdomme og kræft. I de første år i USA blev jeg opmærksom på betydningen af radioaktivitet som videnskab og de avancerede scanningsteknikker, som skulle komme til at forme min karriere i mere end fire årtier. Jeg har ganske enkelt været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Videnskaben bag PET-teknologien kræver en masse specialister, der arbejder tværfagligt sammen i et team. Det krævede hårdt arbejde af alle at nå i mål, men indsatsen bar frugt; det lykkedes os at skrive historie.
 

Abass Alavi introducerede den specielle teknik, der er fundamentet for PET-scanning af mennesker med henblik på at identificere indikationer på kræft og andre sygdomme. Den avancerede diagnostiske metode anvendes i dag over hele verden og har reduceret antallet af unødvendige kirurgiske indgreb og formålsløse behandlinger for millioner af mennesker. Således gik altså Abass Alavis ønske i opfyldelse.
 

Resultater, ingen andre har opnået
På en konference i Indien i 2010 mødte Abass Alavi professor på SDU, Poul Flemming Høilund-Carlsen, Nuklearmedicinsk Afdeling, OUH. På det tidspunkt havde hospitalet netop anskaffet det første PET-scanningsudstyr, der blev modtaget med store forhåbninger – også til kommende forskningssamarbejder med de bedste videnskabsmænd inden for området. Mødet mellem de to gik over al forventning, for de havde en fælles vision og en personlig kemi, der straks førte til krydser i kalenderen. Og de er enige om, at de siden sammen har gjort en betydelig forskel og opnået resultater, som ingen andre har inden for PET-scanning af patienter med bl.a. kræft og hjertesvigt.

 

PF og abass
 

Professor Høilund-Carlsen har besøgt Abass Alavi adskillige gange siden deres første møde I 2010: Jeg har aldrig mødt en mere begavet, vidtspændende og inspirerende kollega og mentor, siger Høilund-Carlsen.

 

Siden dengang har Nuklearmedicinsk Afdeling inviteret Abass Alavi til møder i Odense. 25 gange har han taget turen til Odense blandt andet for at deltage i ’Abass Alavi møder’, der tiltrækker specialister fra hele verden. De to professorer har ligeledes arbejdet hårdt for at facilitere udveksling af ambitiøse unge fra Danmark, Iran og USA inden for forskellige videnskabelige fagområder. Vi skal dele viden, mener Abass Alavi:

“Udveksling giver de unge en chance for at arbejde med specialister fra andre dele af verden. De får mulighed for at udnytte deres fulde potentiale, de bliver synlige – og det profiterer både de, hospitalet og universitetet af.”

 

En drøm, der gik i opfyldelse
 To separate hænder kan ikke opnå, hvad to hænder kan sammen med andre. Abass Alavi er ikke I tvivl om, at de stærke bånd mellem Pennsylvania og Odense er en fordel for begge parter.
 De sidste seks år er karakteriseret af en masse fælles projekter. Sammen kan vi næsten alt. Vi er blevet mere produktive, vi skriver artikler sammen – og alene i år har vi leveret 23 fælles præsentationer under internationale møder i USA. For mit eget vedkommende vil jeg sige, at vores samarbejde og resultater er som en drøm, der er gået i opfyldelse.

 

Gode gener
Abass Alavi er 79 år og ’still-going-strong’. Han forsker stadig og rejser jorden rundt for at holde foredrag. Han arbejder syv dage om ugen, 14-16 timer om dagen, og han er overbevist om, at han har tålt mosten i alle de år i faget takket være gode gener fra sin mor, der døde i en alder af 97.
 

Jeg er taknemmelig. Min mor var en fantastisk kvinde. Selv fik hun aldrig en uddannelse, men hun havde en stærk vilje og store ambitioner på sine børns og egne vegne. Da hun var 72, flyttede hun til Pennsylvania og begyndte at lære engelsk. Hun var så ivrigt, at hun nægtede at forlade vores hus, før min kone eller jeg havde gennemgået hendes lektier.


Abass Alavi har ikke selv børn, og dog. De hundredevis af studerende fra hele verden, som han har haft under sine vinger for at dygtiggøre dem, er hans ’børn’. ”Når de beder mig rådgive dem om, hvordan de bedst kan forme deres faglige fremtid, er jeg stolt. De unge mennesker har givet mig nogle af deres bedste år – og det er både en tillidserklæring og en ære.”
 

Godt råd til slut
Skulle læseren blive inspireret til at vide, hvordan det er muligt at leve et langt, produktivt arbejdsliv med en knivskarp hjerne i behold, deler Abass Alavi også gerne den form for viden:
 

Tag aldrig elevatoren, brug trappen, spis sundt og lad de 80 procent af kosten bestå af frugt og grøntsager. Og endelig; drik kun et enkelt glas vin til festen.

FAKTA:
Blandt adskillige hædersbevisninger gennem de seneste år modtog Abass Alavi i maj 2016 en æresdoktorgrad i medicin fra universitetet i Gdansk. I oktober samme år en tilsvarende grad fra Syddansk Universitet.

/Helene Dambo

 

 


 


Siden er sidst opdateret: 13-07-2017 af Odense Universitetshospital.