Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Topfrise til forsiden på www.ouh.dk


Ny klinisk professor i endokrinologi

Jan Frystyk bliver ny klinisk professor i endokrinologi på Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet

Jan Frystyk bliver ny klinisk professor i endokrinologi på Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet.
 

Jan Frystyk kommer fra en stilling som overlæge ved Medicinsk Endokrinologisk Afdeling ved Aarhus Universitetshospital og som professor ved Institut for Klinisk Medicin ved Aarhus Universitet.
 

Jan Frystyk er 53 år gammel og uddannet læge fra Aarhus Universitet i 1992. Han blev speciallæge i intern medicin/endokrinologi i 2006, og har været overlæge siden 2007. Jan Frystyk har en bred endokrinologisk erfaring, men særlig interesse for fedme og diabetes.
 

Ud over sit kliniske virke har Jan Frystyk gennem mange år drevet endokrinologisk forskning på internationalt niveau. Han blev PhD i 1996 og erhvervede doktorgraden i 2004. Jan Frystyks forskning spænder fra translationel til klinisk forskning og har været centreret omkring de insulin-lignende vækstfaktorer og deres betydning for sundhed og sygdom. Et fokusområde har været udvikling af nye laboratorie-analyser til vurdering af kroppens vækstfaktor-aktivitet.
 

”Vi er glade for, at det er lykkedes at rekruttere en af landets mest fremtrædende endokrinologer til professoratet. Jan Frystyk kombinerer store styrker indenfor både forskning, klinik, uddannelse og administration,” udtaler dekan Ole Skøtt fra SDU Sundhedsvidenskab.
 

Jan Frystyks forskning har indtil videre resulteret i mere end 300 videnskabelige artikler. Han er Editor-in-Chief på tidsskriftet ”Growth Hormone & IGF Research” og fungerer som reviewer for en lang række internationale tidsskrifter. Jan Frystyk har gennem årene modtaget mere end 20 millioner i fondsstøtte fra nationale og private fonde.
 

Ud over klinisk arbejde og forskning har Jan Frystyk mange års erfaring med kursusledelse, undervisning og foredrag, samt uddannelse af PhD-studerende. Endelig har han været involveret i Dansk Diabetes Akademi siden dets start i 2012.
 

Jan Frystyk har allerede gennem flere år haft en tæt samarbejde med flere forskere fra Odense Universitetshospital og SDU, og professoratet vil give ham optimale betingelser for at udbygge dette. Med professoratet får Jan Frystyk desuden gode muligheder for at videreføre sin egen forskning indenfor det insulin-lignende vækstfaktor-system og dets betydning for sund aldring og for udvikling af sygdomme (især hjertekarsygdom) hos patienter med diabetes.
 

Jan Frystyk er aktuelt bosiddende i Aarhus, gift på 26. år med Ellen Frystyk, og sammen har de en voksen søn, der pt. er bosiddende i London. De planlægger at flytte til Odense, når huset i Aarhus er solgt. 

 


Siden er sidst opdateret: 17-05-2017 af Odense Universitetshospital.