Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Forskning

Forskningsenheden på Sygehusapotek Fyn blev etableret i efteråret 2016. Formålet med forskningsenheden er, at Sygehusapotek Fyn via forskning skal bidrage aktivt til forbedring af lægemiddelbehandling og –håndtering, så det kommer patienter, sundhedsprofessionelle og samfundet til gode. Dette gøres gennem udvikling, gennemførsel og formidling af resultater fra forskningsprojekter.

Hvad arbejder forskningsenheden med?

Helt overordnet arbejder forskningsenheden med to hovedområder: sektorovergange og medicinreduktion (deprescribing), sidstnævnte primært blandt ældre patienter sidst i livet. Derudover arbejder forskningsenheden med forskellige andre emner inden for klinisk forskning.

Inden for området sektorovergange arbejder forskningsenheden på projekter, der har til formål at nedbringe de lægemiddelrelaterede fejl, der ofte opstår under og efter udskrivelse af patienter fra sygehuset. Det har i forbindelse med et af enhedens projekter  inden for sektorovergange vist sig, at en intervention af kliniske farmaceuter kan forebygge hver 12. genindlæggelse på sygehuset. Derudover arbejder forskningsenheden på et projekt omkring bedre mundtlig dialog over sektorgrænsen. Her undersøges det, hvordan sygehuslæge og praktiserende læge kan tale sammen omkring den videre lægemiddelbehandling, når ældre patienter udskrives fra sygehuset. 

Under området medicinreduktion blandt ældre patienter sidst i livet arbejder forskningsenheden på et flerårigt projekt, som har til formål at fremme hensigtsmæssig brug af medicin blandt samfundets ældste og mest sårbare patienter. Forskningsenheden har på nuværende tidspunkt gennemført en række litteraturstudier og kvalitative studier inden for området og arbejder p.t. på stort spørgeskemastudie, der skal kortlægge danske plejehjemsbeboere holdninger til brug af medicin sidst i livet. Dette arbejde skal senere munde ud i udviklingen af et værktøj til medicinreduktion specifikt målrettet ældre patienter sidst i livet, som ultimativt skal teste i et stort klinisk studie. 

Forskningsenhedens arbejde understøttes af et forskningsudvalg og er beskrevet i en forskningsstrategi

Hvem sidder i forskningsenheden?

Forskningsenheden er vokset hastigt det seneste år og tæller nu følgende ansatte:


• Forskningsleder Anton Pottegård, lektor, klinisk farmaceut, ph.d.
• Ph.d.-studerende Carina Lundby Olesen, farmaceut (100 % forskningstid)
• Postdoc Trine Graabæk Hansen, farmaceut, ph.d. (100 % forskningstid)
• Forskningsassistent Alaa Burghle, klinisk farmaceut (100 % forskningstid)
• Klinisk farmaceut Lene Vestergaard Ravn-Nielsen (50 % forskningstid)
• Farmakonom Julia Filipsen (50 % forskningstid)
• Farmakonom Trine Simonsen (50 % forskningstid)
• Ph.d.-studerende Wade Thompson, klinisk farmaceut (eksternt tilknyttet)
• Postdoc Tore Bjerregaard Stage, farmaceut, ph.d. (eksternt tilknyttet)
• Lektor Ulla Hedegaard, farmaceut, ph.d. (eksternt tilknyttet)

Hvem samarbejder forskningsenheden med?

Forskningsenheden har en lang række nationale såvel som internationale samarbejdspartnere og er altid åben for at indgå i nye samarbejder. Enheden samarbejder bl.a. med Syddansk Universitet, kliniske afdelinger på Odense Universitetshospital samt de andre sygehusapoteker i Danmark. I øjeblikket arbejder enheden sammen med flere af disse om forskningsprojekter inden for forskellige områder, bl.a. kortlægning af medicinforbruget på danske plejehjem og afdækning af danske apotekskunders informationssøgning forud for apoteksbesøg.
 

 

Sygehusapotek Fyn
 



Siden er sidst opdateret: 13-11-2018 af Odense Universitetshospital.