Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

OUH skærper yderligere fokus på ernæring

Temadag om mad og ernæring bliver permanent, og der indføres halvårlige erfa-møder for ernæringsteams og -ressourcepersoner.

Velnærede patienter har et lavere behov for medicin, sandsynligheden for, at de skal reopereres er mindre og de kan komme hurtigere hjem til deres normale dagligdag. Derfor er det at skabe et rum og et sprog for det gode måltid på OUH et naturligt led i at sætte patienten først. Sundhedsstyrelsen anslår desuden, at der kunne spares over 1 milliard kroner årligt i sundhedsvæsenet, hvis alle medicinske og kirurgiske patienter er velnærede.

For at øge opmærksomheden på ernæring har Ernæringsrådet på OUH besluttet at permanentgøre en årlig temadag om mad og ernæring i stil med den, som alle ledere og medarbejdere i 2016 var inviteret til.

Læs nyhed fra temadagen i 2016

Samtidig indfører OUH halvårlige erfamøder for alle OUH’s ernæringsteams og ernæringsressource-personer. Det første af disse møder finder sted den 9. maj. Endelig indtræder der også en patient i Ernæringsrådet for at øge fokus på patientvinklen.

”Måltidet er ikke bare en ting, der skal overstås. Det har stor betydning for vores patienters muligheder for at komme sig, så udover at tilbyde dem måltider med gode råvarer skal vi tilbyde dem indbydende og rolige rammer at spise i, ligesom vi skal tale med patienterne om maden og dens betydning. Med de nye tiltag skruer vi op for patientens stemme og udbreder mulighederne for at dele gode idéer og erfaringer på tværs af afdelingerne, så vi kan hjælpe hinanden godt på vej i forhold til at sikre den rette ernæring til den rette patient," siger Judith Mølgaard, formand for Ernæringsrådet og direktør på OUH.

Temadagen om mad og ernæring finder i år sted onsdag den 13. september fra klokken 12.00.

Læs undersøgelsen ”Sammen tager vi hånd om din ernæring” med praksis og anbefalinger til OUH’s arbejde på ernæringsområdet.


Siden er sidst opdateret: 25-04-2017 af Odense Universitetshospital.