Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Topfrise til forsiden på www.ouh.dk

ForsidepilFag & udd.pilAlmen praksis og OUHpilOUH PraksisNYTpilHPV-vaccination - hvorfor egentlig?

HPV-vaccination - hvorfor egentlig?

HPV vaccination – hvorfor skal man anbefale den? Læs casen, få flere fakta og tag denne information med tilbage i din praksis og dit kliniske arbejde.


Case:

Katja er anæstesisygeplejerske og har bedøvet mange af de patienter vi opererer i det gynækologiske kræftteam på OUH. For 4 år siden blev Katja selv syg og skulle opereres for cervixcancer. Hendes tumor havde en størrelse så vi ikke kunne bevare hendes fertilitet, selvom hun endnu ikke havde fået børn. Det var et stort traume for hende.

Efter operationen måtte vi fortælle Katja, at hendes tumor-karakteristika placerede hende i en gruppe, hvor vi i dag anbefaler stråle- og kemoterapi, selvom evidensen for overlevelsesgevinst er ringe.

Katja valgte det fra i samråd med os, og vi påbegyndte et intensivt opfølgningsforløb med scanninger, angst, diverse symptomer, en større operation med ny-implantation af urinlederen og endelig konstatering af tilbagefald af kræften 2½ år efter operationen.

I dag er Katja helbredt med intensiv stråle og kemoterapi, men har dagligt senfølger til både operationer og strålebehandling

 



Katja er bare en af de yngre kvinder i fertil alder, der hvert år rammes af cervixcancer. For hende og os der arbejder i feltet er det uforståeligt, at forældre aktivt fravælger at få deres børn HPV-vaccineret.

For bare 4 år siden var der en dækningsprocent blandt de 12 årige på >90% for 1. HPV vaccine og næsten 80% af pigerne havde gennemgået et fuldt vaccinationsprogram. De tilsvarende tal for 2004 kohorten af piger er henholdsvis  32% og 6% (se figur). 

 

 Andel vaccineret med Human papillomavirus-vaccine (HPV)
Fødselsår 1993-2004, Kvinder 

... ...
 (tv) 1. HPV-vaccination og (th) færdigvaccineret

 

Konsekvensen af manglende vaccinetilslutning?
HPV vaccinen er en af de grundigst undersøgte vacciner både på effekt og bivirkninger. Det er endnu for tidligt endeligt at udtale sig om effekten på forekomsten af cancer, men alle studier har samstemmende vist en overbevisende effekt på celleforandringer på cervix, og vi ved i dag at >98% af de der får cervixcancer har haft forudgående HPV-betingede celleforandringer.

Den quadri-valente HPV har vist at være ekstrem effektiv overfor kondylomer. I de lande der har høj HPV vaccine-dækning ses kondylomer stort set at være udryddet både hos kvinder og mænd.

I Danmark undersøges hvert år 15.000 kvinder for abnorme celleprøver fra cervix, og vi udfører årligt 6.000 keglesnit. Cirka 350 kvinder rammes årligt af cervixcancer, af disse er det kun ¼ der kan opereres fertilitetsbevarende.

HPV er associeret med et stigende antal andre cancerformer; fx hoved-hals cancer, analcancer, vulvacancer - og selvom studier har vist, at de HPV associerede cancere har bedre prognose end de ikke-HPV associerede, så er det ofte yngre mænd og kvinder og dermed familier der rammes.

 

HPV vaccine og bivirkninger
HPV vaccinens mulige bivirkninger er nøje undersøgt og monitoreret både i Danmark og i resten af verden.

Konklusionerne er samstemmende, at der ikke er evidens for en sammenhæng mellem HPV vaccinen og MUPS (Medically Unexplained Physical Symptoms), POTS (Postural Orthostatisk Tarchycardia Syndrome), CRPS (Complex Regional Pain Syndrome).

Et stort registerstudium fra Statens Seruminstitut (2016) viste, at mange af de kvinder med formodede bivirkninger efter HPV-vaccinen havde symptomer allerede inden de fik den første vaccine. De gik oftere til læge, de fik oftere taget prøver og blev hyppigere henvist til fysioterapi og psykolog.

Der er i sundhedsvæsenet enighed om, at disse kvinder og piger skal tages alvorligt og hjælpes. Der er bevilget forskningsmidler til at forske videre på området, og det vil komme disse unge mennesker til gavn.

Det er dog vores håb, som gynækologiske kræftkirurger, at forældre igen vil lade deres børn HPV vaccinere. Vi har en vaccine, der effektivt og sikkert kan spare både unge kvinder og mænd for alvorlige, og indimellem dødelige sygdomme.  

 

Kontaktoplysninger:
  Pernille T. Jensen, overlæge, PhD, forskningslektor,
teamleder for gynækologisk kræftkirurgi
Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling D, OUH
pernille.tine.jensen@rsyd.dk - Tlf. 2335 1784 

 

 


Siden er sidst opdateret: 22-03-2017 af Odense Universitetshospital.