Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Fem nye professorer på Klinisk Institut og OUH i 2016

Skelet nyhedsbrev 1 2017

 

Felterne spiseforstyrrelser, farmakogenomik, infektionssygdomme, neurokirurgi og allergologi er i det forgangne år blevet forstærket med ansættelse af nye professorer.

 

 

Frantz Rom Poulsen er udnævnt til professor i neurokirurgi:

Frantz R. nyhedsbrev 1 2017
 

Frantz Rom Poulsen er overlæge og forskningsleder på Neurokirurgisk Afdeling, Odense Universitetshospital. Han er 44 år og har forsket i hjernen siden medicinstudiet.

Forskningsområderne er primært klinisk neurokirurgisk forskning med særlig - dog ikke udelukkende - interesse for neuroonkologi; kræft i og spredning af kræft til hjernen samt blødninger uden på hjernens overflade. Translationel forskning; sammenkobling af basal og klinisk forskning er i højsædet. I daglig klinisk praksis er Frantz Rom Poulsen overvejende beskæftiget med operation af patienter med svulster i hjernen og hjernens hinder.
 

Den nye professor har til dato publiceret flere end 30 internationale og flere nationale videnskabelige originalartikler. Han skal med ansættelsen som professor ved Neurokirurgisk Afdeling, OUH, fortsat fremme og udvikle forskningsindsatsen inden for neurokirurgi i Odense.

 

Per Damkier er udnævnt til professor i anvendt farmakogenomik:

Per Damkier nyhedsbrev 1 2017


Farmakogenomik beskæftiger sig med arveanlæggenes betydning for omsætning, effekt og bivirkninger af de lægemidler, som patienten indtager. Overlæge Per Damkier skal i sit professorat fortsætte sin forskning inden for området, så patienterne kan få en så personligt tilpasset medicin som overhovedet muligt.
 

Det har vist sig, at det er svært at få forskningsresultaterne omsat til praktisk patientbehandling. Derfor er et af de vigtigste mål med professoratet at sikre, at forskningsresultaterne på systematisk vis gøres tilgængelige i den daglige behandling.


Udover at Per Damkier fortsætter sin forskning i klinisk målrettede undersøgelser af genernes betydning for omsætning, effekt og bivirkninger af lægemidler, fastholder han sin forskning i anvendelsen af lægemidler til gravide.

 

Peer Brehm Christensen er udnævnt som klinisk professor med særlige opgaver i infektionssygdomme – primært smitsom leverbetændelse:

Peer Brehm nyhedsbrev 1 2017
 

Forskning i og behandling af smitsom leverbetændelse er revolutioneret de sidste år, og med oprettelsen af professoratet bringer SDU og OUH sig i front inden for dette område.


Overlæge Peer Brehm Christensen har publiceret flere end 100 artikler i medicinske fagtidsskrifter med fokus på leverbetændelse i marginaliserede grupper. Som den første i Skandinavien indførte han elastografi, det vil sige måling af leverens ’stivhed’, til bestemmelse af leverfibrose, som han har kombineret med fremskudte ambulatorier i rusmiddelcentre og fængsler.
 

Peer Brehm Christensen vil med professoratet bl.a. forske i udbredelsen af leverbetændelse i Danmark. Det skønnes, at halvdelen af de patienter, som er smittet med leverbetændelse, ikke er blevet diagnosticeret. Udvikling og afprøvning af simple tests til at stille diagnosen hos marginaliserede grupper, som fx befinder sig i fængsler og rusmiddelcentre er således på tegnebrættet. Et andet forskningsfelt er bedre diagnostik af leverskade som følge af infektioner. Brehm Christensen arbejder på at indføre magnet resonans elastografi på OUH som det første center i Danmark. Samtidig vil han fokusere på at udvikle ultralydsvejledt elastografi og nye laboratoriemarkører for fibrose. Studierne skal gennemføres i samarbejde med Afdeling for Medicinske Mavetarmsygdomme og Radiologisk Afdeling ved OUH.


Endelig arbejder Peer Brehm Christensen med udviklingen af nye og kortere behandlinger af smitsom leverbetændelse. Også denne indsats vil primært være til gavn for marginaliserede grupper.

 

Charlotte G. Mørtz er ansat som professor og specialeansvarlig overlæge i allergologi:

Charlotte Mørtz nyhedsbrev 1 2017


Overlæge Charlotte G. Mørtz har siden 2013 været involveret i Eliteforskningscentret ORCA (Odense Research Center for Anaphylaxis) med ansvar for den kliniske og epidemiologisk del af forskningen. Disse projekter, der fokuserer på anafylaksi; livstruende allergi, gennemføres i tæt samarbejde med Fælles AkutModtagelse, Børneafdelingen og lægeambulancen. Hun er således involveret i projekter om fødevare- og lægemiddelallergi samt allergi over for bier og hvepse. Hun er herudover involveret i forskning i kontaktallergi og atopisk dermatitis; børneeksem.

 

René Klinkby Støving er tiltrådt som professor ved Center for Spiseforstyrrelser:

Rene Støving nyhedsbrev 1 2017


Overlæge René Klinkby Støving har mere end 20 års erfaring i behandling af patienter med spiseforstyrrelser og har været med i udviklingen af et tværfagligt center, hvor der som det eneste sted i landet er etableret et specialiseret somatisk afsnit udelukkende til at varetage behandlingen af patienter med anoreksi, når de er i en livstruende fase af sygdommen. Han har etableret en forskergruppe, der har haft international gennemslagskraft i udforskningen af både fysiske og psykiske skadevirkninger af sult og fejlernæring.
 

René Klinkby Støvings vision med professoratet er igennem et styrket tværfagligt forskningssamarbejde nationalt og internationalt og gennem en forstærket inddragelse af både patienter og pårørende at udvikle, afprøve og indføre bedre behandlinger, som både kan sikre overlevelsen og forbedre livskvaliteten for denne patientgruppe.
 
 

/Marianne Lie Becker


 


Siden er sidst opdateret: 26-01-2017 af Odense Universitetshospital.