Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilOm OUHpilDirektion og stabepilDirektionpilnyhederpilKortere uddannelsestid på store sygehuse kan betyde oversete diagnoser

Kortere uddannelsestid på store sygehuse kan betyde oversete diagnoser

Universitetshospitalerne skal være med til at sikre adgang til behandling for alle danskere – også i yderområderne. Men løsningen er ikke, som regeringens lægedækningsudvalg foreslår, at forkorte yderligere i den travle uddannelsestid på de store sygehuse, siger OUH-direktør Michael Dall


Regeringens lægedækningsudvalg har i dag fremlagt deres rapport om, hvordan man sikrer, at alle danskere har adgang til den rette lægebehandling.
Og mens Direktionen på OUH Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus er enig i langt hovedparten af rapportens forslag, så advarer direktør Michael Dall mod et enkelt af de initiativer fra udvalget, som har til formål at få flere speciallæger til at slå sig ned uden for universitetsbyerne.

– I dag tager det i gennemsnit 5-6 år at uddanne sig til speciallæge, og udvalget lægger op til, at større dele af uddannelsen skal tilbringes på mindre sygehuse på bekostning af universitetssygehusene. Det skal give de kommende læger større tilknytning til sygehuse udenfor universitetsbyerne, men vi frygter, at det også vil udvande deres uddannelse. Vi har langt flere patienter med sjældne og komplicerede diagnoser, fordi vi er et højt specialiseret sygehus. Derfor kan vi på OUH give kommende speciallæger en særlig viden, som de vil få mindre af, hvis man ændrer i uddannelsen, siger Michael Dall.

OUH-direktøren understreger, at det ikke handler om, at nogle sygehuse er bedre end andre. Men Danmark har opbygget et sundhedsvæsen, hvor nogle sygehuse er mere specialiserede, fordi det ikke er muligt at opbygge højt-specialiserede behandlinger inden for alle områder på alle sygehuse i hele landet.

– På OUH er vi dybt afhængige af, at speciallægerne på de mindre sygehuse genkender de sjældne sygdomme, selvom de måske kun møder dem 1-2 gange om året. Man skal vide, hvornår den alvorlige tarmbetændelse ændrer karakter, så patienten skal sendes videre til den højt specialiserede afdeling. Selvom selve behandlingen ligger på det højt specialiserede sygehus, er det centralt for patientens behandling, at de bliver diagnosticeret hurtigt og korrekt på alle sygehuse. Det forudsætter, at man som læge har set en række tilfælde i løbet af sin uddannelsestid, og det forudsætter, at man har tilbragt nok tid på et højt specialiseret hospital, siger Michael Dall.

OUH-direktøren understreger, at universitetshospitalerne også har et stort ansvar for at sikre kvalificerede speciallæger til hele sundhedssektoren.

– Det ansvar betyder blandt andet, at det også er vores opgave at sikre, at alle sygehuse har adgang til de fornødne speciallægekompetencer og kan rekruttere højt kvalificerede ansøgere til deres ledige stillinger. Derfor skal vores indvendinger mod lægedækningsudvalgets forslag ikke ses som et forsøg på at fastholde speciallægerne i de store byer, men som et forsøg på at sikre, at alle fremtidige speciallæger uanset arbejdssted har fået en god uddannelsesmæssig ballast. Det frygter vi, at man udvander, hvis man forkorter i uddannelsestiden på de højt specialiserede afdelinger, siger han.
 


Siden er sidst opdateret: 18-01-2017 af Odense Universitetshospital.