Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Facebook knytter patienter og kæbekirurger sammen

 
Facebook banner

 

Sociale medier er velegnede, når man vil inddrage patienterne i deres eget behandlingsforløb. Det erfarede Kæbekirurgisk Afdeling på OUH, der i dag altid anbefaler deres patienter at benytte en eksisterende Facebook-gruppe til at dele viden.

 

Sociale medier som Facebook er eminente redskaber til at involvere patienterne i deres egen behandling, mener Torben Thygesen, der er overtandlæge på Kæbekirurgisk Afdeling og klinisk lektor på SDU. Han er også sikker på, at afdelingen vil prioritere den form for kommunikation højt fremover.

 

Nørder og specialister
Torben Thygesen og Marie Kjærgaard Larsen, der er tandlæge og forskningsassistent, søgte for et par år siden om optagelse i den lukkede gruppe ”Kæbeoperation”. Og efter de første sonderinger stod det klart for dem, at siden er en uvurderlig støtte for unge mennesker, der skal have en kæbeflytning eller er på vej mod operation. Medlemmerne deler tanker og bekymringer og modtager lynhurtigt gode råd fra andre, der har oplevet det samme.

 

– Vores medlemskab af gruppen tilfører os virkelig stor værdi, for vi er jo nørderne, mens medlemmerne er specialister i deres egen krop. Det er dem, der ved, hvad det koster at gennemgå et langt og udmattende forløb, som kan være et kæmpestort og uoverskueligt skridt at tage, understreger Torben Thygesen.

 

Advarer mod stærke billeder
I alt 1700 yngre mennesker er medlemmer af gruppen og har enten overstået indgrebet eller er midt i et forløb.

Torben Thygesen anbefaler alle nye patienter at blive medlem af gruppen, selv om en del opslag er dramatiske.
– Vi advarer selvfølgelig mod de stærke billeder, der er taget lige efter operationen. Men det er via dem, patienterne lærer at se ud på den anden side, når hævelserne er faldet, og resultatet er blevet rigtig godt.

 

Hjælpsom tone
Marie Kjærgaard Larsen mener, det er inspirerende for fagpersoner at se, hvad der rører sig blandt medlemmerne. Hun har udelukkende mødte en blød og omsorgsfuld tone i kommunikationen.
– Gruppens administrator fik selv en kæbeflytning for adskillige år siden. Alligevel fortsætter han som aktiv, fordi han stadig husker, hvordan det var at stå alene i den svære tid efter operationen.

 

Torben Thygesen og Marie Kjærgaard Larsen er begge aktive i gruppen og kommunikerer med medlemmerne om deres oplevelse og erfaringer som bidrag til et forskningsprojekt ”Outcome in a Facebook Group.” Resultatet er offentliggjort i tidsskriftet Journal of Craniofacial Surgery – en officiel anerkendelse af, at det videnskabeligt interessant og relevant at bruge sociale medier som platform for forskning.

 

Mere kommunikation på de sociale medier
Afdelingen ønsker, at patienterne er så velinformerede som muligt, inden de siger ja til operation. Facebook er bare en af måderne at blive det på.
– Vi har kun set toppen af isbjerget, og vi skal forberede os på at være mere nærværende online, mener Torben Thygesen.

 

Han erkender, at der ind imellem vil være ’farvet’ information, når medierne ikke er styrede. Men efter hans mening vejer værdien af en stor mængde information tungere, hvis der skal alvor bag ordene om at inkludere patienterne endnu mere, end tilfældet er i dag.


– Selvfølgelig vil det koste ressourcer at være nærværende online. Omvendt sparer vi måske ti telefonsamtaler i løbet af en dag på spørgsmål, de unge langt er langt bedre til at svare hinanden på.

 

FAKTA
Kæbekirurgisk Afdeling kommunikerer også med deres patienter via en app’en ’Kæbe/hage flytning’ på OUH’s platform Mit forløb. Lige nu vurderer afdelingen, om tilbuddet skal suppleres med en chat-funktion.
Afdelingens patienter til kæbe/hage flytninger er overvejende mellem 17 og 28 år.

 

Link til artikel her http://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/?term=Orthognathic+Surgery%3A+outcome+in+a+facebook+group


MERE AT VIDE? 

 

Marie

Marie Kjærgaard Larsen, tandlæge og forskningsassistent
mail: mkjaergaard@me.com
tlf. 2012 2781
 

Thygesen
Torben Thygesen, overtandlæge og klinisk lektor
mail: torben.thygesen@rsyd.dk
tlf. 6541 3475/77
 

 

/Marianne Lie Becker


 


Siden er sidst opdateret: 05-10-2016 af Odense Universitetshospital.