Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2
ForsidepilOm OUHpilPatientrelaterede afdelingerpilOdensepilZ - Plastikkirurgisk AfdelingpilOm afdelingenpilOUH og SDU publicerer afgørende resultater af stamcelleforskning

OUH og SDU publicerer afgørende resultater af stamcelleforskning

Lymfødemarm

Lymfødem er et stort problem for især kvinder, der bliver behandlet for brystkræft. Et nyt forsøg på OUH i samarbejde med SDU viser en god effekt med stamcellebehandling. Forsøget har vakt interesse i udlandet og er nu valgt som fremhævet artikel i det nye nummer af det anerkendte lægefaglige forum ’STEM CELL Translational Medicine.

 

[OPDATERING: Fra morgenstunden har vores afdeling fået mange henvendelser fra kvinder, der gerne vil i behandling. Vi har talt med Jens Ahm Sørensen, som understreger, at behandlingen stadig er eksperimentel, så man ikke kan skrive sig op endnu. Men vi håber selvfølgelig at opdagelsen på sigt kan hjælpe så mange kvinder som muligt.]


Baggrunden for forsøget har været et ønske om at komme tættere på problemets kerne – årsagen til lymfødem, som skyldes skade på lymfesystemet i armhulen pga. operation.

Her har Ph.d. studerende Navid Toyserkani, SDU og professor Jens Ahm Sørensen, plastikkirurgisk afdeling Z på OUH ønsket at forske i, om man ved at tilføre det berørte område stamceller kan regenerere lymfekarrenes funktion, enten helt eller delvist.
 

– Der er behov for nye terapeutiske metoder til behandling af denne tilstand. Hvor vi tidligere har været begrænset til at kunne lindre symptomer uden at kunne angribe problemets kerne, har stamcellebehandlingen vist mulighed for en mere helbredende tilgang, siger Jens Ahm Sørensen.
 

Forsøget, som nu beskrives i STEM CELL Translational Medicine, er det første af sin art i verden, hvor forskerne har foretaget en fedtsugning på en patient med lymfødem i den ene arm. Dele af fedtvævet har man transplanteret op til armhulen for at bryde det arvæv, der var efter operationen.

Resten af fedtvævet omdannes til stamceller, som derefter sprøjtes ind i armhulen for at berige det allerede transplanterede fedtvæv.

Den pågældende kvinde har rapporteret en markant forbedring; Hun mærker mindre tyngde i armen, den er målbart blevet mindre, hun bruger ikke længere lymfepres-maskine, men hun bruger dog stadig kompression.

Efterfølgende er yderligere 10 kvinder på samme måde blevet tilført stamceller. De foreløbige resultater ser i første omgang ud til at bekræfte behandlingens potentiale.
 

Forsøget er et godt skridt på vejen mod en markant forbedring af leveforholdene for en stor gruppe patienter, der tidligere har været i risiko for at blive stærkt invalideret af deres sen-skader i kølvandet af et kræftforløb.
 

– Vi har stadig spørgsmål, der skal besvares, men resultatet af denne patient giver et fundament for den potentielle anvendelse af cellulær terapi til behandling af lymfødem, siger Navid Toyserkani.

 


Fakta:
Der findes ingen statistik, der med sikkerhed fastslår antallet af kvinder, der rammes af lym-fødem som senfølge af et brystkræftforløb.

Kræftens bekæmpelse anslår, at ca. 20.000 i Danmark lider af lymfødem. Endnu har man ik-ke fundet en kur for lymfødem, derfor er patienterne henvist til symptombehandling.

Et lymfødem er en kronisk hævelse, der består af lymfevæske. Lidelsen kan være medfødt eller skyldes sygdom, men hos kræftpatienter opstår det efter operation eller strålebehandling.

Lymfødem opstår, når kroppens lymfekar beskadiges, og lymfevæsken løber ud i vævet, som efterfølgende hæver op.
Hos kræftpatienter kan lymfødem opstå flere år efter, at kræftbehandlingen er afsluttet.
 

Lymfesystemet
Kroppens celler får ilt og næringsstoffer gennem vævsvæske, der siver fra blodkarrene. Bagefter bliver den overskydende lymfevæske transporteret tilbage til blodkarrene via lymfe-systemet, som består af tynde lymfekar og lymfeknuder.


Siden er sidst opdateret: 16-09-2016 af Odense Universitetshospital.