Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Topfrise til forsiden på www.ouh.dk

ForsidepilPressepilAktuelt og pressemeddelelserpilPressemeddelelser udsendt fra OUHpilArkivpilLæger skal øve sig virtuelt inden operationer på patienter

Læger skal øve sig virtuelt inden operationer på patienter

OUH indvier et nyt teknisk træningscenter den 23. august, som skal gøre det muligt for sundhedspersonalet at øve sig virtuelt på særlige computere inden de udfører procedurerne på patienter. Det er et stort fremskridt for patientsikkerheden og giver bedre indlæring for lægerne. Efter snoreklippet vil Stephanie Lose og  Poul Erik Svendsen blive instrueret i at foretage hver deres kikkertundersøgelse.

Simc
SimC
Lige nu ligger simulationscenterets virtuelle træningsmaskiner stille
hen, men fra indvielsen på tirsdag
vil de give sundhedspersonale muligheder for at træne de nyeste teknikker.
 

Jagerpiloter bruger mange timer i simulatorer for at holde færdighederne skarpe – så hvorfor skal læger og sygeplejersker ikke gøre det samme?

Det er tanken bag det nye afsnit for teknisk eller virtuel simulation på OUH Odense Universitetshospital-Svendborg Sygehus, som bliver indviet den 23. august i Odense. Læger og senere andet sundhedspersonale vil her kunne træne alt fra kikkertundersøgelse af knæ og operation for brækket hofter til kikkertundersøgelser af luftveje, bughule, tarme og mavesæk. Hertil kommer avancerede operationer på de indre bugorganer som hjerte og hjerne.   

De nye træningsmuligheder vil både kunne bruges af yngre og af mere erfarne læger, fortæller Jens Peter Steensen, som er direktør på OUH og har været med til at bygge det nye center op.
– Et af de indgreb man kan træne er kikkertundersøgelse af bughulen, som bl.a. kan være indledningen til en kikkertoperation på de indre organer i maveregionen. En anden mulighed er kikkertundersøgelse af de dybe luftveje med udtagning af vævsprøver. Den undersøgelse bruges bl.a. ved undersøgelse for lungekræft. Det nye udstyr gør det muligt for lægerne at blive trænet, inden de skal udføre undersøgelser og operationer første gang på patienter.

-Det er et kæmpefremskridt for patientsikkerheden, og samtidig sker der en bedre indlæring hos lægerne, fordi indlæringen kan afpasses den enkeltes evner og færdigheder og evt. ”unoder” kan blive rettet med det samme. Når de yngre læger mestrer teknikken til en bestemt procedure vil de blive udstyret med et ”kørekort” til den pågældende procedure og så er de klar til – under overvågning af en erfaren speciallæge – at udføre det pågældende indgreb på patienter.  Undersøgelser viser, at lægerne hurtigere lærer at manøvrere sikkert på patienter, når de har været igennem den virtuelle træning først.

Hospitalet har allerede igennem længere tid brugt simulationstræning til for eksempel at øve personalet i samarbejde ved hjertestop, medicinsk nødkald og modtagelse af hårdt kvæstede, ligesom en række procedurer har kunnet trænes på fysiske modeller.  Men i den nye afsnit for teknisk avanceret færdighedstræning udnytter man de nye virtuelle muligheder for at træne på computere, som kan simulere flere forskellige operationer og dermed giver lægerne mulighed for at træne helt uden risiko for patienter.

– Den tekniske færdighedstræning henter sin inspiration i computerspilsverdenen, men det kræver meget mere avancerede apparater, hvis det skal give lægerne fornemmelsen af, at de udfører en rigtig kikkertoperation. På de nyeste maskiner er der for eksempel indbygget varierende modstand, alt efter hvor kikkerterne befinder sig i simulationen, så det føles helt rigtigt, fortæller Jens Peter Steensen.

Regionsrådsformand Stephanie Lose vil sammen med formanden for regionens sundhedsudvalg klippe snoren til det nye afsnit for teknisk avanceret færdighedstræning. Og for at give de to politikere en lille smagsprøve på, hvad centeret kan byde på, vil de begge få mulighed for at forsøge et træningsforløb under kyndig vejledning af erfarne speciallægeinstruktører.

– Som Regionsrådspolitikerne vil opleve, er maskinerne intet værd, hvis ikke der løbende er instruktion fra de bedste på feltet, og det er den anden del af det nye afsnit: At vi fremover vil kunne tilbyde systematiske oplæringsforløb til vores sundhedsfaglige personale ved hjælp af maskinerne. Hvor langt vi kan nå i oplæring af de medicinske procedurer med de to politikere, det vil indvielsesdagen vise, siger Jens Peter Steensen.

Fakta:

Indvielse af ny afdeling for teknisk avanceret færdighedstræning, 23. august 2016 kl. 13.00-14.00 i simulationscenteret ved Klinikbygning på OUH (gangen ved siden af minimarkedet).

13.00 Velkomst v. administrerende sygehusdirektør Niels Nørgaard Pedersen

13.05 Tale v. regionsrådsformand Stephanie Lose

13.10 Tale v. formand for Sundhedsudvalget Poul-Erik Svendsen

13.15 Introduktion til det praktiske arbejde v. direktør Jens Peter Steensen

13.20 Afprøvning af apparatur

13.40 Traktement

14:00 Afslutning


Yderligere oplysninger

  • Direktør Jens Peter Steensen, tlf.: 2144 6359
  • Kommunikationskonsulent Kristian Serge Skov-Larsen, tlf.: 3052 7065

Siden er sidst opdateret: 19-08-2016 af Odense Universitetshospital.