Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Lokale kunstnere giver liv til hospitalsgang

Svendborg kunst

Tusinder af mennesker vil i de kommende år passere gennem gangene på Svendborg Sygehus. Men én bestemt gang vil mange måske huske, når de har passeret den. Her har lokale streetkunstnere været forbi.

I forbindelse med ombygningen af Svendborg Sygehus frem mod en fremtid som specialsygehus og nærsygehus, er der rykket rundt på afdelinger, indgange og i det hele taget har det nu 125 år gamle sygehus fået en seriøs make-over, hvor en ny forhal er fyrtårnet i den visuelle transformation. Men bygningen gemmer på mere, når først indgangen er passeret.

I gangen, der fører ind til Klinisk Biologisk Afdeling, har ’Svendborg StreetArt’, med kunstner Søren Bo Østerkjærhuus i spidsen, givet en neutral hvid gang masser af karakter. Personalet i afdelingen var enige om, at der skulle ske noget, og Svendborg StreetArt blev kontaktet, fortæller ledende overlæge på Klinisk Biokemisk Afdeling i Svendborg, Steen Antonsen.

- Vi ville benytte lejligheden til at få lavet en lidt utraditionel udsmykning, som afspejlede den afdeling, man er på vej ind i. Derfor indledte vi et samarbejde med Svendborg StreetArt om farvesætningen og udsmykningen. Dørene er blevet malet i 3 forskellige orange farver, der markerer overgangen fra den ”Røde opgang 75” i den ene ende af gangen til den ”Gule opgang 70” i den anden ende, og på væggene har streetart-kunstnerne malet en serie billeder med motiver inspireret af arbejdet og udstyret i KBA, fortæller Steen Antonsen.

Svendborg StreetArt har tidligere sat deres præg i offentligheden med gadekunst, blandt andet da ’Den Blå Doc’ med front ud mod Svendborgsund skulle udsmykkes.

Søren Bo Østerkjærhuus sporede sig ind på opgaven ved flere møder og oplægget var, at udsmykningen skulle afspejle afdelingens aktiviteter.  Derfor valgte han at gå lidt utraditionelt til værks.

- Jeg har været rundt på afdelingen og tage billeder for at få motiver, der afspejlede aktiviteten her i afdelingen. Et af billederne forestiller f.eks. en celle. Derefter har jeg bearbejdet billederne grafisk, og så har jeg sammen med medlemmer af Svendborg StreetArt  malet udvalgte motiver. For mig har det været vigtigt at lægge en gennemført linje. Derfor har vi i Svenborg StreetArt ikke kun malet vægge, men også døre, fortæller Søren Bo Østerkjærhuus.

Gangen er nu klar til at tage imod de mange tusinde i de kommende år. Blandt dem vil være sundheds- og ældreminister Sophie Løhde og regionsrådsformand Stephanie Lose, der den 2. september indvier den nye forhal på Svendborg Sygehus og ønsker sygehuset tillykke med deres 125-års jubilæum.

 

Bo Østerkjærhuus

Siden er sidst opdateret: 04-08-2016 af Odense Universitetshospital.