Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Vidner til det værste, der kan ske

SF juni 16
Illustration: Karina Bjerregaard
 

Heldigvis er det sjældent, at et barn dør på Børneintensiv Afdeling, BRITA, på grund af sygdom eller tilskadekomst. Men når det sker, inviterer afdelingen forældrene til en opfølgende samtale nogle uger efter dødsfaldet. Nu har fire intensivsygeplejersker kortlagt forældrenes syn på værdien af samtalen.
 
 

De opfølgende samtaler finder som regel sted fire til otte uger efter, at et barn er sovet ind på BRITA, og de har været fast kutyme for det sundhedsfaglige personale i mange år. Procedure, formål og indhold er beskrevet i retningslinjer udarbejdet af fire intensivsygeplejersker; Anja Kjærsgaard Thomsen, Helle Lindberg Brink, Helle Kej Hansen og Lise Jakobsen.


Langt de fleste forældre tager imod invitationen til samtalen med dels en læge, dels med de sygeplejersker, der var hos familien, da barnet døde.


Vejen til viden via forældrene
Arbejdet med retningslinjerne blev et kraftigt incitament for at gå dybt ned i et emne, der indtil nu forskningsmæssigt har været et ubeskrevet blad i Danmark.


– Vores udgangspunkt var et ønske om at få endnu mere sikker grund under fødderne i samtaler med mennesker, der er usandsynlig hårdt ramt af sorg. Og vi var enige om, at det kun var muligt ved at undersøge, om forældrene får den hjælp, de har brug for, og om det i det hele taget er relevant at bede dem komme til samtalen, forklarer Helle Lindberg Brink.


Svære samtaler og tætte relationer
Hun og kollegaen Anja Kjærsgaard Thomsen taler på alle BRITA’s intensivsygeplejerskers vegne, når de erkender, at de opfølgende samtaler er svære at medvirke i. Selv for dem, der er garvede i faget og adskillige gange har stået ved siden af forældre i det øjeblik, de mister deres barn.


– Selv om vi har opbygget en vis erfaring, er hver eneste samtale speciel, fordi forløbene har været forskellige. Desuden har forældrene individuelle behov afhængigt af, hvor de er i deres sorgarbejde, og dem forsøger vi efter bedste evne at imødekomme gennem empati og respekt for familierne, siger Anja Kjærsgaard Thomsen om alt det, der befinder sig mellem nedskrevne retningslinjer og virkeligheden.


Samtale i to dele
De fire sygeplejersker interviewede seks forældre om deres oplevelse af opfølgningssamtalen. Forældrene havde mistet et barn i årene mellem 2011 og 2013. Børnenes alder var fra fem dage til otte år og havde været indlagt på BRITA mellem 1 og 21 dage.


En af konklusionerne efter forskningsprojektet er, at forældrene er tilfredse. De er også glade for fremgangsmåden; at en læge fremlægger de faktuelle data i relation til forløb, obduktion og undersøgelser, mens sygeplejersken taler med forældrene om omsorgsrelaterede emner. Forældrene understreger, at mødet kun kan komme i stand på OUH’s foranledning. Selv har de ikke kræfter til at tage initiativ – kun til at takke ja eller nej til invitationen. Alene vejen tilbage til hospitalet til mødet er en tur med uoverstigelige bakketoppe.


Vigtigt at få sagt ordentligt farvel
De interviewede forældre bekræftede, hvad sygeplejerskerne på forhånd havde en fornemmelse af: Det er vigtigt at få rundet både forløbet og relationen af ved at få talt sammen og sagt ordentligt farvel.
– Hvad der overraskede os mest, var deres udsagn om, hvor betydningsfulde vi er for dem. De giver udtryk for, at de kan mærke mennesket bag kitlen, og at det er vigtigt for dem, at vi også åbent viser vores sorg på deres vegne, siger Helle Lindberg Brink.


Mere forskning på området
Helle Lindberg Brink og Anja Kjærsgaard Thomsen deltog efterfølgende i en international kongres i Barcelona, hvor der var stor interesse fra kolleger inden for pædiatrisk og neonatal intensiv sygepleje.


De to har gennem forløbet fået mod på at deltage i forskning i andre grene af deres arbejdsområde. Og de er netop blevet forfattere til en artikel om det konkrete studie, der i skrivende stund venter på offentliggørelse i et internationalt tidsskrift. Her har de arbejdet sammen med cand.cur. og udviklingssygeplejerske Eva Lærkner, der også er ph.d.-studerende på SDU. Hun var vejleder gennem hele projektet og med til at sikre, at såvel projektet som den videnskabelige artikel blev bygget op som et systematisk, kvalitativt studie. 


Mentorer på et svært område
Eva Lærkner understreger, at både studiet og artiklen er et godt eksempel på, at også kliniske sygeplejersker kan deltage i forskning og nå ud over deres egen afdeling og nationale grænser.
– Derudover er deres arbejde værdifuldt internt, for på den måde bliver de en slags mentorer for deres kolleger inden for et svært arbejdsområde – ikke mindst for dem, der har knap så meget erfaring.


FAKTA
Desværre mister mellem 10 og 14 børn årligt livet på grund af sygdom eller tilskadekomst, mens de er indlagt på Børne Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling, V.
   


 

MERE AT VIDE? 

FS juni 16

Intensivsygeplejerske Anja Kjærsgaard Thomsen, BRITA, Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling, V anja.thomsen@rsyd.dk

FS juni 16
Intensivsygeplejerske Helle Lindberg Brink, BRITA, Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling, V
helle.brink@rsyd.dk
 

/Helene Dambo

 


Siden er sidst opdateret: 23-06-2016 af Odense Universitetshospital.