Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

SDU og OUH med på Women Deliver konferencen

 
 
Danmark kom tidligere på måneden i fokus verden over, da København var vært for konferencen Women Deliver, der præsenterede et væld af oplæg og tiltag om ligestilling. App’en ’The Safe Delivery’ udviklet af OUH-læge fik stor opmærksomhed.

Hver dag dør 800 kvinder og 7.000 spædbørn i forbindelse med graviditet og fødsel primært i udviklingslande. Langt størstedelen af dødsfaldene kunne være undgået, hvis kvinden havde haft en kvalificeret fødselshjælper ved sin side. 

Bjarke Lund Sørensen, lektor i CIMT og fødselslæge på OUH, er manden bag en app, der har til formål at nedbringe mødredødeligheden i Afrika gennem organisationen Maternity Foundation og i samarbejde med Københavns Universitet og Syddansk Universitet.

App’en ’The Safe Delivery’ har været tilgængelig i et års tid, men kom for alvor i internationalt rampelys, da den blev præsenteret på Women Deliver konferencen.

Se præsentationsvideo om app’en her



En stolt minister
Mødredødelighed er et alvorligt problem både for samfundet og den enkelte familie. Når kvinder i udviklingslande dør i barselssengen, efterlader de ofte flere andre børn forældreløse og med dystre fremtidsudsigter.

I indsatsen for at hjælpe udviklingslande er internationalt fokus på reproduktiv sundhed således en nødvendig hjørnesten. Udenrigsminister Kristian Jensen er stolt over, at Danmark er med i front:

– Vi skal tænke nyt. Vi skal inddrage moderne teknologi. Og vi skal tænke i partnerskaber – i kampen mod mødredødelighed. Så det er glædeligt, at et samarbejde mellem en Maternity Foundation og landets førende universiteter fører til udviklingen af en app, der redder liv. Det kan ikke være rigtigt, at 800 piger dagligt dør i forbindelse med fødsel og graviditet. 99 procent af dødsfaldene sker i udviklingslandene og langt hovedparten kunne undgås, hvis der var adgang til helt basale sundhedsydelser, siger Kristian Jensen.

Historien bag
Som ung læge rejste Bjarke Lund Sørensen i 2008 til et hospital i en fjern egn af Tanzania for at undersøge, hvorfor kvinder i udviklingslande alt for ofte dør i barselsseng, og hvad man kunne gøre for at afhjælpe problematikken. 

Tesen var, at det skyldtes, at kvinderne ikke fødte på hospitaler med hjælp fra sundhedspersonale, men i stedet viste det sig, at kvinderne tager på hospitalet, men at personalet er for dårligt uddannet til at håndtere komplikationer og derfor ikke handler hurtigt nok ved for eksempel akutte blødninger. 

Denne indsigt førte Bjarke Lund Sørensen og the Maternity Foundation til udviklingen en app til smartphones, som organisationen håber vil blive vidt udbredt i især Afrika. Her er mobiltelefoni nemlig i eksplosiv udvikling, og det vurderes, at 65-70 pct. af befolkningen har adgang til en mobiltelefon.

Visuelle instruktioner til fagfolk
App’en ’The Safe Delivery indeholder animerede instruktionsfilm, som viser sundhedspersonale, hvordan de skal håndtere de mest almindelige, alvorlige komplikationer under en fødsel. 
  
FAKTA

App’en er resultatet af et samarbejde mellem Bjarke Lund Sørensen fra OUH og SDU, læge Stine Lund fra Rigshospitalets børneafdeling og Maternity Foundation, og brugen af app’en har i et klinisk forsøg i Etiopien vist lovende resultater. 
I forsøget blev sundhedsarbejdernes evne til at håndtere en blødning efter en fødsel og til at genoplive en nyfødt næsten fordoblet på et år.
 

 

MERE AT VIDE? 

Bjarke Lund Sørensen
Ekstern lektor
Gynækologi og Obstetrik, OUH
CIMT- Centre for Innovative Medical Technology, SDU
bjarke.lund.sorensen@rsyd.dk


 

/Marianne Lie Becker


Siden er sidst opdateret: 27-05-2016 af Odense Universitetshospital.