Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |

Topfrise til forsiden på www.ouh.dk


ForsidepilPressepilAktuelt og pressemeddelelserpilPressemeddelelser udsendt fra OUHpilArkivpilDanmarks første professor i smitsom leverbetændelse

Danmarks første professor i smitsom leverbetændelse

Peer Brehm Christensen OUH og SDU

Klinisk Institut, Syddansk Universitet og Odense Universitetshospital har ansat overlæge ph.d. Peer Brehm Christensen som klinisk professor med særlige opgaver i infektionssygdomme – primært smitsom leverbetændelse.

Forskning i og behandling af smitsom leverbetændelse er revolutioneret de sidste år, og med oprettelsen af dette professorat bringer SDU og OUH sig i front inden for dette område.

Peer Brehm Christensen (60 år) er uddannet læge fra Københavns Universitet i 1986, ph.d. fra Syddansk Universitet i 2000 og speciallæge i infektionsmedicin i 2004. Han har siden 2006 været lektor ved Klinisk Institut og siden 2009 overlæge ved infektionsmedicinsk afdeling.

Han har publiceret mere end 100 artikler i medicinske fagtidsskrifter med fokus på leverbetændelse i marginaliserede grupper. Som den første i Skandinavien indførte han elastografi til bestemmelse af leverfibrose, som han har kombineret med fremskudte ambulatorier i rusmiddelcentre og fængsler. Han forsker i en række nationale og internationale grupper – primært i smitsom leverbetændelse, og han har vejledt 6 ph.d.-studerende i samme felt.

Peer Brehm Christensen vil med professoratet forske i følgende områder: 

  1. Udbredelsen i Danmark: Halvdelen af de patienter, som er blevet smittet med leverbetændelse, er ikke blevet diagnosticeret. Derfor vil han udvikle og afprøve nogle simple test til at diagnosticere eventuelle patienter i marginaliserede grupper, som fx befinder sig i fængsler og rusmiddelcentre.
  2. Bedre diagnostik af leverskade som følge af infektioner: Som led i professoratet vil han indføre magnet resonans elastografi på OUH, som det første center i Danmark. Samtidig vil han fokusere på at udvikle ultralydsvejledt elastografi og nye laboratoriemarkører for fibrose. Disse studier skal gennemføres i samarbejde med Afdeling for Medicinske Mavetarmsygdomme og Radiologisk Afdeling ved OUH.
  3. Nye og kortere behandlinger: Han vil udvikle og afprøve nye og kortere behandlinger for smitsom leverbetændelse – primært med henblik på at bringe behandlingen ud til marginaliserede grupper.


Peer Brehm Christensen har et stort hjerte for samfundets svageste og har bl.a. været aktiv i ulandshjælp gennem en årrække. Han bor med sin kone på Thurø og har to voksne sønner. Fritiden bruger han på vandreture i naturen (gerne ved Vesterhavet) og læsning ved kaminen.
 


Siden er sidst opdateret: 03-05-2016 af Odense Universitetshospital.