Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Nybagte mødre sms-er svar til forskerne

Mor giver bryst
 
 

Klare spørgsmål på sms fra H.C. Andersen Børnehospital til nybagte mødre bliver besvaret lynhurtigt med pålidelige og tidstro svar som resultat.  
 

Læge og ph.d.-studerende Signe Bruun, H. C. Andersen Børnehospital, OUH og Klinisk Institut, SDU, undersøger i sit projekt, hvor længe mødre ammer deres børn. Til dataindsamlingen brugte hun sms og fik hurtigt svar fra mødrene.  

– Metoden er særdeles velegnet, når vi over længere tid og med korte intervaller skal følge et forløb, hvor der naturligt opstår ændringer undervejs, siger Signe Bruun. Via et sms-track system sendte hun automatisk besked til mødrene i Odense Børnekohorte en gang om ugen, fra børnene var tre dage gamle, til de ikke længere fik brystmælk.

Mødrene svarede i hele forløbet på de samme tre til fem spørgsmål afhængigt af, om svaret var ja eller nej.
 

Høj svarprocent
Siden 2012 har Signe Bruun til dato indsamlet oplysninger om 1.100 små børns spisevaner. Svarprocenten er over 80, hvilket er imponerende, siger hun.

– Årsagen er utvivlsomt, at mødrene har telefonen på sig stort set hele tiden, og at spørgsmålene var nemme at besvare.

 

Hun tilføjer, at sms respons giver dataindsamlingen en høj troværdighed:
– Hvis vi brugte spørgeskemaer, ville vi sende dem med mange måneders mellemrum. Det vil sige, at mødrene skulle huske tilbage på, hvornår de begyndte med modermælkserstatning, og hvornår barnet begyndte at få anden kost som fx grød. Tidsforskydningen ville i sagens natur indebære en risiko for upræcise svar. 
 

Vækst, fedtprofil og blodtryk
Dataene indgår nu i Odense Børnekohorte og skal bidrage med viden om, hvad amning betyder for børnenes senere vækst, fedtprofil og blodtryk og dermed deres risiko for at få hjerte-karsygdomme. 
 

Sms er langt mindre ressourcekrævende
Også Signe Bruuns kollega på H.C. Andersen Børnehospital, læge og ph.d.-studerende Nikolas Christensen, oplever, at dataindsamling via sms er langt mindre ressourcekrævende og potentielt mere detaljeret end undersøgelser i papirform. Han forsker i infektioner hos børn mellem et og fem år og får svar fra forældre hver fjortende dag, ligeledes som en del af Odense Børnekohorte.

Han og Signe Bruun er enige om, at metoden er oplagt at bruge, når forskere skal have svar på en afgrænset problemstilling over en længere periode.

  
FAKTA

Signe Bruun og Nikolas Christensen har hentet inspiration fra et tidligere projekt på SDU og OUH, Svendborg-projektet, hvor professor Niels Wedderkopp, også via sms, hentede data om skolebørns fysiske aktivitet og eventuelle skader.

Bag Odense Børnekohorte står Odense Universitetshospital, Syddansk Universitet og Odense Kommune.

Læs publiceret artikel i Acta Paediatr fra februar 2016 her https://www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/26928297

Et erhvervs-ph.d.-forløb
I Signe Bruuns ph.d.-projekt indgår Arla Foods Ingredients som samarbejdspartner på lige fod med OUH og SDU.
 

MERE AT VIDE? 

Signe HCA

Læge og ph.d. studerende Signe Bruun, Børneafdelingen, OUH
signe.bruun@rsyd.dk
Tlf. 2255 7488
 

 

 /Helene Dambo


Siden er sidst opdateret: 20-04-2016 af Odense Universitetshospital.