Gå til indhold
FORSIDEN | KONTAKT OUH | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

ForsidepilOm OUHpilDirektion og stabepilDirektionpilnyhederpilThomas Hertel ny leder af lægers videreuddannelse

Thomas Hertel ny leder af lægers videreuddannelse

Thomas Hertel

Center for Lægers Videreuddannelse ved OUH har fået ny leder og uddannelseskoordinerende overlæge.  Thomas Hertel er netop tiltrådt stillingen, der blev ledig med udgangen af januar i år, da Bente Sørensen rejste videre til Onkologisk afdeling på Vejle Sygehus.

Thomas er 55 år, uddannet læge fra København Universitet 1987, Ph.d. i 1996 og speciallæge i pædiatri i 1999. Han er videreuddannet fagområdeekspert i børneendokrinologi med særlig viden om vækstforstyrrelser. Den kliniske videreuddannelse er foregået i København. Siden 1999 har Thomas været ansat ved HC Andersens Børnehospital i OUH, først som afdelingslæge, fra 2005 som overlæge og siden 2010 som specialeansvarlig overlæge. 


Stort erfaringsgrundlag
Gennem tiden har Thomas både praktisk og forskningsmæssigt været engageret i en lang række uddannelsesmæssige og pædagogiske aktiviteter. Aktuelt er han postgraduat klinisk lektor ved den Pædagogisk Udviklende Funktion i Region Syddanmark, hvor han bl.a. varetager funktionen som koordinerende lektor, og derudover uddannelsesansvarlig overlæge i HC Andersens Børnehospital. Sideløbende er han formand for Dansk Selskab for Medicinsk Uddannelse, der er det videnskabelige selskab for læger, der interesserer sig for og arbejder med medicinsk uddannelse, præ- og postgraduat.

- Vi er meget glade for at have fået Thomas Hertel i spidsen for Center for Lægers Videreuddannelse, siger direktør Jens Peter Steensen, der er formand for Videreuddannelsesrådet for læger på OUH.

- Thomas har en dyb interesse i uddannelsesmæssige forhold og vil kunne tilføre både Odense og Svendborg en faglig-pædagogisk tyngde, som vil være af stor betydning for udviklingen på OUH. Derudover har Thomas et uddannelsesmæssigt netværk, der vil kunne være til rigtig megen gavn i en række sammenhænge.

Opdatering af strategi
Aktuelt arbejdes der med en opdatering af strategien for lægers videreuddannelse, implementering af teknisk avanceret færdighedstræning sammen med Simulationscentret på OUH, feedback, styrkelse af den kirurgiske uddannelse og en ny struktur for videreuddannelsesrådet. Hertil kommer et behov for at arbejde med fagområdeuddannelse efter speciallægeanerkendelsen, sammensætningen af den kliniske uddannelse i specialerne på tværs i regionen, rekruttering, evalueringsmetoder og igangsætning af en række forskningsprojekter.

- Der er rigeligt at tage fat på, men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Thomas vil kunne løfte opgaverne, slutter Jens Peter Steensen.

Thomas Hertel bevarer fortsat en tilknytning til Børnehospitalet, hvor han vil varetage nogle ambulatorier om måneden. Yderligere arbejder han som PUF lektor for Regionen, dog med nedsat tid.  
Center for Lægers Videreuddannelse er en del af uddannelsesområdet i den samlede afdeling for Kvaliltet, Forskning, Innovation og Uddannelse på OUH.


Siden er sidst opdateret: 13-04-2016 af Odense Universitetshospital.