Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

ForsidepilForskning, job, uddannelse og samarbejdepilSund Forskning - nyhedsbrev fra OUH og SDUpilOvervægtige mødre risikerer at få sygdomme i muskler og skelet

Overvægtige mødre risikerer at få sygdomme i muskler og skelet

Gravid mave

Kvinder, der er overvægtige før, under og efter deres graviditet har en forøget risiko for senere i livet at få sygdomme i muskler og skelet.

Forskere på OUH og SDU har konstateret, at overvægt hos yngre kvinder, der har fået et eller flere børn, har en forhøjet risiko for blandt andet slidgigt, diskusprolapser og ondt i ryggen. Og sygdommene er degenerative; altså forværres de med årene.
– Ud over at være stærkt invaliderende for kvinderne, er det også en samfundsmæssig, økonomisk byrde, der bliver større og større, siger ph.d.-studerende og jordemoder Mette Bliddal, Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, OUH og Klinisk Institut, SDU.

At være mor midt i livet
Forskergruppen undersøgte data fra knap 80.000 kvinder i Den Danske Nationale Fødselskohorte. Kvinderne var i gennemsnit 42 år, og hovedparten var færdige med at få børn. Næsten 20 procent af dem har i dag en diagnose for en sygdom i muskler og/eller skelet.
Indtil nu er kohorten primært brugt til at undersøge, hvad det betyder for barnet at ligge i sin mors mave.
– Gennem årene er der fulgt op på børnene, men ikke på, hvordan det er at være mor midt i livet og i relation til vægtens betydning. Det har vi gjort nu, fortæller Mette Bliddal.

Forebyggelse er midlet til målet
Forskergruppen har netop udgivet resultaterne i en artikel, der blandt andet konkluderer, at forebyggelse er det eneste middel, der kan vende udviklingen.
– Det optimale – og måske uopnåelige – vil være at indføre kvindeklinikker, hvor kvinder kan få hjælp til at tabe sig, inden de får børn. Og når de er gravide, skal de informeres om, hvor stor betydning vægten har for dem selv og deres ufødte barn, der også påvirkes negativt af deres mors overvægt.

Tung graviditet koster
Forskningen afslørede desuden, at normalvægtige kvinder, der tager mere end 15 kg på i løbet af graviditeten, også har en forøget risiko for at få de nævnte muskel-skelet sygdomme.
– Det har de, selv om de smider kiloene igen hurtigt efter fødslen. Det var et overraskende fund for os, siger jordemoderen, der i parentes bemærket selv er mor til fire børn.
– Det er en stor belastning at bære rundt på måske 25 kg ekstra, en belastning, der sammen med de hormonmæssige forandringer under graviditeten, kan sætte sig som en permanent skrøbelighed i muskler og led, selv om de mange kilo tabes igen efter graviditeten.

 
FAKTA

Voldsom stigning:
32 % af kvinder i den fødedygtige alder er overvægtige, og 12 % i svært grad. Således er andelen af overvægtige kvinder i denne gruppe steget med 270 % over de sidste 30 år. For svært overvægtige er stigningen på mere end 400 %.

Forskerne har hentet data fra BSMB – Bedre Sundhed for Mor og Barn, der i dag bærer navnet Bedre Sundhed i Generationer (BSiG).

Artiklen om resultaterne af undersøgelsen af muskel-skelet sygdomme i relation til BMI før, under og efter graviditeten er for nyligt offentliggjort i Arthritis and Rheumatology.


MERE AT VIDE? 

Bliddal

Jordemoder Mette Bliddal, ph.d studerende, cand. scient. san., Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, OUH

Mail: mette.bliddal@rsyd.dk
tlf.: 40 95 38 01


 

 /Helene Dambo


Siden er sidst opdateret: 10-03-2016 af Odense Universitetshospital.