Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

OUH og SDU med i det anerkendte Cochrane samarbejde

Fra teori til praksisCochrane logo

Fra årsskiftet er Odense hovedsæde for Cochrane samarbejdets internationale gruppe for forskning i fejlkilder i kliniske forsøg under ledelse af professor Asbjørn Hróbjartsson.

Fagfolk, der kender navnet Cochrane, forbinder navnet med evidens, troværdighed og internationalt samarbejde. Cochrane er en sammenslutning af forskere med fokus på at skabe forskning på det bedst mulige grundlag, og med det nye hovedsæde for en af Cochrane grupperne, Cochrane Bias Methods Group, er OUH og SDU for alvor kommet med i eliten.

Professor med tiltrækningskraft
Det er ikke tilfældigt, at det nye center er blevet placeret i Odense, efter at Asbjørn Hróbjartsson er tiltrådt som professor i evidensbaseret medicin og klinisk forskningsmetode.
Han kom til OUH og SDU fra en stilling som overlæge ved det Nordiske Cochrane Center på Rigshospitalet og var allerede da en af fire ledere af Cochrane Bias Methods Group, som de sidste ti år har haft hovedsæde i Canada.
– Cochrane er synonym med kvalitet, og det er en forsknings NGO med stor indflydelse på, hvordan man bedriver forskning i hele verden, fortæller Asbjørn Hróbjartsson.

Fejlfinding i kliniske forsøg
Cochrane Bias Methods Group arbejder med vurdering af kliniske forsøg og udarbejder systematiske oversigter, som ligger frit tilgængelig i det store Cochrane bibliotek.
– Ved hele tiden at vurdere kvaliteten i kliniske forsøg, er vi med til at hæve standarden for forsøgene og inspirere forskere til, hvordan de bygger deres forsøg bedst muligt op.
En af vores udfordringer er at finde ud af, hvordan vi griber det an, at nogle forsøg er bedre end andre? Hvordan tager man højde for den risiko for fejl, der altid findes?

Fra teori til praksis
Kerneydelsen i Cochrane samarbejdet er systematiske oversigter. Arbejdsgangen er først at identificere studier, der skal sammenlignes og dernæst at vurdere deres kvalitet, herunder den tekniske risiko for bias, dvs. skævheder. 
Det er en gren af sundhedsvæsenet som er usynlig for de fleste, og som patienterne ikke direkte mærker noget til, men som alligevel kan have kolossal betydning for deres behandling. For vejen fra Cochrane biblioteket til sengekanten er ikke altid så lang. Når Cochrane har sammenlignet de mange studier og forsøg, der laves, har lægerne nemlig et glimrende redskab at gå ud fra, når de skal vælge den rette behandling af patienter.

Oversigt, der sammenligner
– Et eksempel kunne være, hvornår man skal give patienter antibiotika for øvre luftvejsinfektion. Vi vil gerne undgå at bruge for meget antibiotika på grund af risikoen for resistens, men omvendt er antibiotika i nogle tilfælde det eneste, der virker.  Her kan en simpel test som CRP (hurtigtest for luftvejsinfektioner, som udføres hos den praktiserende læge) være en hjælp, viser en Cochrane oversigt, som har sammenlignet de mange forsøg på området.
De tekniske forklaringer og mange data i kliniske forsøg samles altså og vurderes, så fagfolk i sundhedsvæsenet sparer tid og ressourcer.

Data er for alle
Bias og randomisering er helt almindelige ord for forskere og sundhedsprofessionelle, men ikke for almindelige lægfolk. Og en del af filosofien bag Cochrane samarbejdet er, at det skal være tilgængeligt for alle. Derfor ledsages alle studier af et resumé på lægmandssprog.
– Cochrane har en stærk tradition for at inddrage patienter. Det vi laver, skal kunne forstås af alle, patienter, pårørende og behandlere af alle slags, siger Asbjørn Hróbjartsson.

 FAKTA

Cochrane blev etableret i 1992, i begyndelsen som et samarbejde mellem under 100 læger, der ønskede at samle forskningsresultater systematisk.
I dag tæller Cochrane over 30.000 aktører i 130 lande, fordelt på forskellige centre og gruppe. Alle arbejder med det formål at skabe god, overskuelig information fri for kommercielle interesser.

 


MERE AT VIDE? 

asbjørn

Asbjørn Hróbjartsson
Professor, Klinisk Institut
asbjorn.hrobjartsson@rsyd.dk
Mobiltelefon: 24792553

 /Marianne Lie Becker


Siden er sidst opdateret: 29-01-2016 af Odense Universitetshospital.