Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Frygtet folkesygdom er tilbage

Turb

Den livsfarlige infektionssygdom tuberkulose er langt fra et fjernt minde om fortiden og en alvorlig sygdom i andre dele af verden. Sygdommen er stadig en trussel i den vestlige verden - særligt blandt indvandrere og udsatte borgere.
 

355 danskere blev i 2013 blev smittet med tuberkulose. En kommende statistik for 2015 forventes at afsløre et højere antal, for den livsfarlige sygdom spreder sig, siger professor og overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling, OUH og Klinisk Institut, SDU, Isik Somuncu Johansen.
– Stigningen skyldes først og fremmest et stigende antal indvandrere fra Afrika, dernæst har det vist sig, at hjemløse og andre udsatte danskere får tuberkulose.

Tuberkulose kan ramme overalt i kroppen
Tuberkulosen rammer i første omgang lungerne og spredes via hosteanfald. Hvordan sygdommen udvikler sig er imidlertid individuelt betinget. Er man blevet smittet, forsøger kroppen umiddelbart at kæmpe imod ved at indkapsle sygdommen.
– Men i den periode kan bakterierne spredes i resten af kroppen via blodbanerne og lymfesystemet og sætte sig i øjet, i hjernen som hjernehindebetændelse eller i rygsøjle, mave og æggestokke, fortæller Isik Somuncu Johansen.
Tuberkulose bryder kun sjældent ud akut, men slår til på et tidspunkt, hvor kroppens immunforsvar er svækket.

Opsporing kræver ressourcer
– Vi skal blive bedre til at finde smittebærerne, så de ikke når at give bakterierne videre. Udfordringen er, at de udsatte borgere er vanskelige at få fat i. Blandt andet går hjemløse og misbrugere sjældent til en praktiserende læge, hvis de overhovedet har kontakt til en. Vi skal altså selv ud og opspore dem på bo- eller væresteder med røntgenudstyr i hånden, siger Isik Somuncu Johansen.
Den øvelse kræver ressourcer, og Infektionsmedicinsk Afdeling og Lungemedicinsk Afdeling undersøger i øjeblikket forskellige muligheder.

Sovende tuberkulose vækkes af immundæmpende medicin
En anden truet gruppe er de patienter, der bærer en ’sovende’ tuberkulose. Den kan nemlig vækkes ved immundæmpende behandling, som blandt andet gives ved gigtsygdomme, inflammatoriske tarmsygdomme og til patienter forud for en organtransplantation. De patienter bliver alle testet for en mulig bærertilstand. Er resultatet positivt, bliver patienten omgående behandlet for tuberkulose. Gør man ikke det, er der høj risiko for, at sygdommen bryder ud, og i den situation er det livstruende.

Etnisk danske børn rammes særligt hårdt
I Isik Somuncu Johansens og hendes kollegers forskning indgår også tuberkulose hos børn.
– Vi har ikke afsluttet projektet, men de foreløbige resultater viser, at der primært er tale om børn fra sårbare familier og børn af indvandrere.
Blandt etnisk danske børn bryder sygdommen typisk ud på babystadiet, hvor den først og fremmest viser sig som lungetuberkulose. Men en del af disse børn har en høj risiko for at få en livstruende hjernehindebetændelse, fordi de er så små. Det samme gør sig sjældent gældende blandt børn af indvandrere, der ofte rammes i 12 års alderen. De er derfor lidt mere hårdføre, lige som deres immunforsvar kender tuberkulosebakterien i forvejen i modsætning til de danske børn.

Sunde og raske er ikke i risikogruppen
Det skønnes, at en tredjedel af verdens befolkning bærer tuberkulosebakterier, og det høje antal kan lyde som en alvorlig sundhedsrisiko. Men sådan er det ikke, beroliger Isik Somuncu Johansen.
– Sunde og raske mennesker smittes ikke med tuberkulose, idet deres immunforsvar begrænser risikoen. Men hvis man ikke i sundhedsvæsenet arbejder energisk for at kontrollere sygdomme, vil det brede sig; det viser tidlige tiders triste statistikker tydeligt.
– Vi må aldrig slå os til tåls med, at vi i dag har en lav rate, og dermed tror, at alt er fint. Vi skal have indført vedvarende kontrol og opsporing, hvis ikke det skal ende galt.


 
FAKTA

Regionalt center deler viden
Region Syddanmarks Center for tuberkulose består af børnelæger, infektions- og lungemedicinere. Hver måned mødes læger og sygeplejersker fra hospitalerne i Esbjerg, Sønderborg, Vejle, Svendborg og Odense til videokonference og gennemgår nye patienter med tuberkulose. Hensigten er at vurdere smitteopsporing, kontrol af patientens omgangskreds, behandling for bærertilstand for at systematisere og lære af hinanden med det bedste resultat til følge. 


MERE AT VIDE? 

Isik

Professor Isik Somuncu Johansen, Infektionsmedicinsk Afdeling, OUH og Klinisk Institut, SDU
Isik.somuncu.johansen@rsyd.dk
Telefon:  2624 2703

 

 /Helene Dambo


Siden er sidst opdateret: 29-01-2016 af Odense Universitetshospital.