Gå til indhold
FORSIDEN | KONTAKT OUH | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

To OUH-sygeplejersker hyldet for initiativ og udvikling

Mere end 100 fynske sygeplejersker mødes i dag for at få inspiration til en bedre patientpleje. 

Hvordan oplever børn smerte, hvis de samtidig hører musik eller får læst en historie? Er det gavnligt for gravide at få akupunkturbehandling, og hvordan påvirker tonen mellem personalet på en hospitalsafdeling patienterne?

Det er nogle af de spørgsmål, som omkring 150 sygeplejersker på Odense Universitetshospital-Svendborg Sygehus (OUH) i dag får svar på, når de deltager i hospitalets årlige sygeplejesymposium.
Udover en præsentation af nyligt afsluttede eller igangværende forskningsprojekter bliver der også uddelt to sygeplejepriser: Udviklingsprisen og initiativprisen. Priserne er en anerkendelse af én eller flere sygeplejersker på OUH, hvis arbejde inden for de sidste år har haft stor betydning for kvaliteten og udviklingen af den tilbudte pleje og omsorg for patienter og/eller pårørende.

- For at give vores patienterne den bedst mulige pleje er det vigtigt, at vi sygeplejersker løbende inspirerer hinanden til at blive fagligt dygtigere. På en dag som i dag deler vi vores viden og hylder de rollemodeller, der ser deres plejeopgave i et større perspektiv. Sygeplejersker som også har øje for udviklingsmulighederne i plejen og for, hvordan ny viden kan bruges til gavn for ens egne og andres patienter, siger Anna Sofie Lillevang. Hun er oversygeplejerske på Endokrinologisk Afdeling M på OUH, og formand for Oversygeplejerskerådet på OUH, som står bag arrangementet.

Hun glæder sig særligt over den stigende interesse, der har været de seneste år fra sygeplejepersonalet for at byde ind med oplæg eller præsentationer på det årlige sygeplejesymposium.

Udviklingspris til tryksårssygeplejerske
Udviklingsprisen gives til en sygeplejerske, der har udarbejdet et udviklings- eller forskningsprojekt og har beskrevet resultaterne i en rapport, og hvor projektet har haft en udviklingsmæssig konsekvens for sygeplejen lokalt, men også gerne nationalt og internationalt.

Modtager af udviklingsprisen ved Sygeplejesymposium januar 2016

Tryksårssygeplejerske Aase Fremmelevholm fra Plastikkirurgisk Afdeling Z modtager i år prisen for sin årelange indsats for bekæmpelse af tryksår blandt de indlagte patienter på OUH. Hun har gået forrest i etableringen af sårefteruddannelse for hospitalets sygeplejegruppe, og har i de seneste år både afprøvet og udviklet nye metoder til at forebygge og behandle tryksår. Aase Fremmelevholm har dermed spillet en afgørende rolle i faldet af antallet af tryksår på OUH. I 2012 fik eksempelvis 10,3 procent af de indlagte patienter i Odense tryksår, men i 2015 var andelen faldet til 3,2 procent i Odense.

Opfølgende telefonopkald til udskrevne patienter udløser initiativpris
For første gang bliver der ved Sygeplejesymposiet også uddelt en initiativpris. Den gives til en sygeplejerske, der er en ildsjæl og har haft stor betydning for udviklingen af den kliniske sygepleje. Æren af at blive den første modtager af initiativprisen tilfalder sygeplejerske Birgitte Kjersgaard Rasmussen fra Hjerte-, Lunge- og Karkirurgisk Afdeling T.

Modtager af initiativprisen ved sygeplejesymposium 2016

Birgitte Kjersgaard Rasmussen modtager blandt andet prisen for at have taget initiativ til, at patienterne på hendes afsnit fremover modtager et telefonopkald fra en sygeplejerske for at følge op på, om patienten har haft en god overgang til hverdagen efter sin udskrivelse. Derudover har hun designet en drænvogn (en slags gangstativ for patienter med dræn i lungerne), som med en særlig bakkeholder gør det nemmere for lungepatienterne selv at hente deres mad.

Med begge priser følger 2500 kroner, som vinderne kan bruge til deltagelse i kursus, kongresser eller lignende.


Siden er sidst opdateret: 26-01-2016 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring