Gå til indhold
FORSIDEN | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Samme høje niveau på landets universitetshospitaler

Odense Universitetshospitals behandlingskvalitet er på niveau med landets øvrige universitetshospitaler, konkluderer fagbladet Dagens Medicin i ny undersøgelse.

Behandlingskvaliteten på landets fire store universitetshospitaler er så ensartet, at det er marginalerne, der gør en forskel.

Sådan konkluderer fagbladet Dagens Medicin i dag om deres sammenligning af Aarhus Universitetshospital, Rigshospitalet, Aalborg Universitetshospital og Odense Universitetshospital. Sammenligningen er baseret på behandlingskvalitet registreret i de kliniske databaser, Den Landsdækkende Undersøgelse af Patientoplevelse 2014 samt en omdømmeanalyse blandt 2.667 sundhedsprofessionelle læsere af Dagens Medicin.

I undersøgelsen er Odense Universitetshospital det hospital med flest førstepladser og færrest sidstepladser af de fire nævnte hospitaler, vurderet ud fra en række forskellige behandlingstyper. Alligevel ender Odense Universitetshospital på en fjerdeplads blandt universitetshospitalerne, hvor Aarhus Universitetshospital kåres som det bedste. Det skyldes blandt andet, at patienttilfredsheden er markant lavere end på de øvrige universitetshospitaler. Her fik Odense Universitetshospital 73 point af 100 mulige, mens Aalborg har 96, Aarhus 93 point og Rigshospitalet 87.

- Vi er glade for undersøgelsen, der understreger, at det dygtige personale på Odense Universitetshospital leverer et behandlingstilbud på samme høje niveau som i resten af landet. Vi har dog en opgave i at løfte vores patienters tilfredshed i mødet med os. Det understreger behovet for vores igangværende indsats for i højere grad at inddrage patienten samt skabe sammenhængende og effektive patientforløb, siger administrerende sygehusdirektør Niels Nørgaard Pedersen.

Niels Nørgaard Pedersen henviser til, at ét af hospitalets seks strategiske indsatsområder er at styrke samarbejdet med patienten og give patienten størst mulig indflydelse på egen behandling. Det skal blandt andet ske ved i højere grad både at give patienten indflydelse på afdelingernes generelle tilbud og deres eget patientforløb, sådan som det eksempelvis allerede sker for hospitalets patienter med øre-, næse,- halskræft. Endelig har Odense Universitetshospital igangsat et projekt, der har fokus på en forbedring af patientkommunikationen.


Siden er sidst opdateret: 11-12-2015 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring