Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Christas nyre har det godt i René

Christa Nielsen

Christa Nielsen donorede sin ene nyre til sin bror. En beslutning, der førte til både svære og gode samtaler med hendes nærmeste.

 

Christa Nielsens bror havde aldrig spurgt, om hun ville give ham sin ene nyre, men da hun i forvejen var tilmeldt som organdonor, var tanken hende langt fra fremmed.  Da broderen René fik det værre og værre, lå beslutningen så at sige til højrebenet.  Han var i hjemmedialyse, var meget træt og alle aktiviteter skulle planlægges nøje med fire børn i alderen 1 til 12 år. 
– Det var hårdt at se på, at hans livskvalitet var så dårlig. Så da han fik besked om, at sygdommen var stabil nok til, at han kunne klare en transplantation, traf jeg beslutningen. Jeg sagde kort og godt til ham, at så måtte jeg hellere blive undersøgt. Derefter talte vi faktisk ikke ret meget mere om det.
Det gjorde til gengæld Christa og hendes søn på 27 år, der var bekymret for sin mors helbred. 
Og Christa selv overvejede også en ekstra gang, om det nu var den rigtige beslutning. For hvad nu, hvis han en dag fik brug for en nyre?

De gode samtaler
– Jeg tog en alvorlig snak med min søns far, der bakkede mig hundrede procent op og sagde; han har jo også mig og min familie. Det gjorde det nemmere, siger Christa Nielsen.
I forløbet op til operationen fik både mor og søn drøftet emner, de måske ellers aldrig ville have fået vendt om liv og død, det praktiske, det psykologiske og alt det midt i mellem. Det var, som hun siger, en værdifuld sidegevinst.

Tænk hvis jeg fejler noget?
Tanken strejfede også Christa Nielsen, om hun i løbet af de tre dages forundersøgelse ville få en virkelig dårlig og uvelkommen besked. Men hun fandt et lys mellem sprækkerne:
– Jeg følte mig fuldstændig rask og frisk, så jeg besluttede mig for, at en dårlig besked også ville være en tidlig besked. Og det, der opdages i tide, kan jo heldigvis som regel behandles.

Seks uger var passende
På et enkelt punkt kom den frivillige nyredonor dog til kort. Læger og sygeplejersker på Nefrologisk Afdeling havde advaret hende: Hun skulle regne med minimum seks uger rekreation.
– Jeg tænkte, jeg skal vise dem. Det klarer jeg langt hurtigere, men de havde desværre noget at have deres forudsigelse i. Jeg skal love for, at det var en hård kamp. Jeg var utrolig træt og skulle helst sove til middag efter min morgenmad. Præcis efter seks uger vendte det. Jeg fik det bedre og bedre og har slet ingen mén efter operationen – og min nyre har det godt hos René.
Det har René også. Og som Christa Nielsen siger; nu er der gået et halvt år. Og det, der er gået godt, kommer ikke skidt tilbage.
 

 /Helene Dambo


Siden er sidst opdateret: 10-12-2015 af Odense Universitetshospital.