Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Sygehusafsnit på OUH undersøges for MRSA

To OUH-patienter der har været indlagt på samme afsnit har fået konstateret samme type MRSA. Derfor bliver alle patienter og personale podet, og hospitalets hygiejne-eksperter undersøger, om der findes en smittekilde på afdelingen. 

MRSA

To patienter, der tidligere på sommeren har været indlagt på OUHs Afsnit O2 er blevet konstateret smittet med samme MRSA-undertype. Der for tager afsnittet nu en lang række forholdsregler sammen med OUHs hygiejneorganisation, fortæller overlæge Hans Jørn Kolmos.

– De to patienter har ikke delt stue, og derfor betragter vi det som et udbrud, indtil vi er blevet klogere. Først og fremmest undersøger vi samtlige nuværende indlagte patienter og alle ansatte for at sikre, at vi ikke har en ukendt smittekilde på afdelingen. Samtidig gennemgår vi alle procedurer på afdelingen – rengøring, arbejdsgange og hygiejne.  Resultaterne af vores undersøgelser har betydning for, hvad vi derefter vil gøre, forklarer Hans Jørn Kolmos, der både er læge på OUH’s Klinisk Mikrobiologisk Afdeling og formand for hospitalets hygiejnekomité.

Giver MRSA infektioner hos patienterne, så kan den behandles med antibiotika, fortæller han.

– Men det er en multiresistent bakterie, så det kræver stærkere medikamenter fra den øverste hylde. Derfor vil vi gøre alt hvad vi kan for at undgå at få MRSA indenfor dørene, og vi tager udbrud meget alvorligt, også selvom vi ikke kender smittekilden endnu, forklarer Hans Jørn Kolmos.  

Omkring 25 pct. af den danske befolkning er raske bærere af stafylokokker i næsen og på huden, og ca. 1 pct. af bærerne har resistente stafylokokker af MRSA‐typen. Fra næsen og huden kan bakterierne spredes og give anledning til infektion.

De, der er i størst risiko for at få alvorlig sygdom forårsaget af MRSA, er mennesker, der i forvejen er syge eller svagelige – fx patienter, hvis immunforsvar er svækket efter en operation. Den fundne MRSA er af typen CC 398, også kendt som svine-MRSA, som også findes hos nogle husdyr.

Yderligere oplysninger:
Overlæge Hans Jørn Kolmos: 4075 4626


Siden er sidst opdateret: 24-08-2015 af Odense Universitetshospital.