Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Ultralyd i lægeambulancer giver bonus

 lægeambulance

 

Overlæge Henrik Berg har modtaget en pris for sin medvirken i et forskningsprojekt på OUH og SDU, der viser, at ultralydsscanning i lægeambulancerne har afgørende effekt. For det handler om, at lægen lynhurtigt skal stille den rigtige diagnose, så den korrekte behandling kan sættes i gang.


Lægeambulancens sirener flænger luften ved Falck Stationen i Odense, og bilen kører i høj fart til en patient med åndenød. Patientens tilstand er yderst kritisk, og allerede i ambulancen til sygehuset går behandlingen i gang. Men hvordan ved lægen, hvilken behandling den bevidstløse har brug for, og hvad der skal til for at redde patientens liv? De spørgsmål kan overlæge Henrik Berg, Anæstesiafdelingen på OUH, svare på. Han er en af de dem, der rykker ud med lægeambulancen til livstruende tilfælde.

Lille apparat med stor virkning
– Vi afgør indsatsen på grundlag af ABC-princippet; ”Air, Breathing og Circulation” og behandler det mest truende først. Dertil bruger vi ultralydsscanning, fordi vi med den metode lynhurtigt kan vurdere luftveje, lunger og kredsløb.
En stor del af lægeambulancens patienter lider af hjertesvigt eller en forværring af en lungesygdom. Begge diagnoser kan give samme symptomer, og det er vigtigt hurtigt at fastslå, hvilken behandling der er påkrævet både i ambulancen og efterfølgende på hospitalet.

Projekt vandt en pris
Lægeambulancen har haft en ultralydsscanner om bord i nogle år. Forskningsprojektet bygger imidlertid på en scanner specielt beregnet til lungescanning, og den gjorde den store forskel i resultaterne. Projektets effekt var så god, at Henrik Berg netop har vundet en pris for ”best free paper” på en international anæstesikongres på Island. Kongressen vurderede projektet som det bedste inden for det præhospitale område.
Pilotprojektet skal efter planen efterfølges af et forskningsprojekt, der inkluderer flere patienter. Forskerne vil følge dem over tid for at sammenholde data om de patienter, der ultralydsscannes med dem, der ikke bliver det.

Alle regionens lægeambulancer får ultralydsscannere
I skrivende stund er det kun Region Syddanmarks lægeambulancer i Odense og Esbjerg, der medbringer et ultralydsapparat. På anbefaling af Henrik Berg og hans kolleger planlægges nu at indføre apparaturet i samtlige Region Syddanmarks lægeambulancer.


MERE AT VIDE? 

 henrik berg
Overlæge Henrik Berg, Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling, OUH og Svendborg Sygehus
Henrik.berg@rsyd.dk
Tlf. 6541 1060

 /Helene Dambo


Siden er sidst opdateret: 25-06-2015 af Odense Universitetshospital.