Gå til indhold
FORSIDEN | KONTAKT OUH | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Professor i strålebehandling af kræftsygdomme

olfred hansen ouh

Overlæge, ph.d. Olfred Hansen er blevet ansat som klinisk professor med opgaver indenfor strålebehandling af kræftsygdomme. Ansættelsen er tilknyttet Onkologisk afdeling R, Odense Universitetshospital og Klinisk Institut, Syddansk Universitet.

Olfred Hansen har siden 1988 forsket i strålebehandling af kræftsygdomme, og har blandt andet arbejdet med at forbedre resultaterne af behandling af lungekræft i Danmark. Han arbejder specielt med ultra-præcis, såkaldt stereotaktisk strålebehandling af mindre svulster, og med kombinationsbehandling med kemoterapi og strålebehandling af svulster med større udbredning.

Som professor vil Olfred Hansen være med til at udvikle forskningsmiljøet i strålebehandling af kræftsygdomme. Det gælder både med hensyn til at gøre strålebehandling endnu mere effektiv til at helbrede kræft - og at gøre behandlingen mere skånsom. Det gælder ikke mindst hos de svækkede og ældre patienter. Olfred Hansens forskning udgør en vigtig del af den forskning der er tilknyttet Odense Universitetssygehus’ eliteforskningscenter, AgeCare, hvor der fokuseres på kræftsygdomme blandt ældre. 

”- Vi er rigtig glade for med udnævnelsen af Olfred Hansen, at kunne styrke kræftområdet yderligere. Der sker store fremskridt i kræftbehandlingen i disse år, så udviklingstempoet er højt. Vi ønsker ikke bare at kunne følge med, men t være forrest i udviklingen på en række områder,”  siger OUH-direktør Kim Brixen.

Olfred Hansen er uddannet læge fra SDU i 1980, hvor han samme år fik universitets guldmedalje for en prisopgave i epidemiologisk forskning. Han forsvarede i 1994 sin ph.d. ved SDU. I 2011 blev han Master i psykologi i organisationer. Han har været klinisk lektor ved Klinisk Institut, SDU, i 16 år og har siden 1996 været overlæge ved Onkologisk Afdeling, OUH, hvor han er en del af afdelingens lungeteam. I 2003 blev han lægelig leder af strålebehandlingsafsnittet ved Odense Universitetshospital.

Olfred Hansen er gift med sygeplejerske Birthe Stolberg-Rohr Hansen. Parret har sammen tre børn og tre børnebørn. I fritiden dyrker han badminton og tennis.

 


Siden er sidst opdateret: 03-03-2015 af Odense Universitetshospital.



Tilgængelighedserklæring