Gå til indhold
FORSIDEN | LÆS OP | REN TEKST | PRINT | SITEMAP |
header ouh 1ouh header 2

Millioner til forskning i kræftbehandling af ældre

 Håndtryk
 

Aldringsforskning er et af Velux Fondens højt prioriterede indsatsområder. Det kommer Eliteforskningscenteret AgeCare til gavn i form af en bevilling på 3.630.000 kr.

I 2020 vil to ud af tre danske kræftpatienter være 65 år eller ældre, og allerede i dag er mere end 40 % af alle danske kræftpatienter fyldt 70 år. Derfor er der behov for ny forskning og strategier, der skal danne fundament for kræftbehandling til den ældre del af befolkningen.

Professor, overlæge og dr. med. Jørn Herrstedt står i spidsen for Eliteforskningscenter AgeCare, der forsker i kræftbehandling og rehabilitering efter kræft hos ældre patienter.

Øremærket tre nye projekter
- Bevillingen fra Velux Fonden løber over tre år og er øremærket til tre nye projekter inden for henholdsvis understøttende behandling, polyfarmaci og rehabilitering. I forhold til understøttende behandling sætter vi i 2015 både et ph.d.- og et postdoc-forløb i gang, der skal se på det, patienterne har brug for ud over selve kræftbehandlingen fra rehabilitering og palliation til håndtering af bivirkninger, fortæller Jørn Herrstedt.

Medicin spænder ben 
Det andet projekt fokuserer på polyfarmaci, altså det faktum, at en del ældre patienter på grund af forskellige lidelser eller kroniske sygdomme har et højt forbrug af både receptpligtig medicin, håndkøbsmedicin og naturmedicin. 
- Meget og forskellig medicin kan stille sig i vejen for en effektiv medicinsk kræftbehandling. Altså har det høj prioritet at forske i, hvilke former for medicin, der dels kan give patienten alvorlige bivirkninger, dels kan influere så negativt på hinanden, at det hindrer os i at behandle kræften effektivt.

Ældre er lige så forskellige som yngre
Eliteforskningscenter AgeCare sætter inden for samme bevilling nye projekter i søen, der skal forske i rehabilitering og udvikling af biomarkører, der skal give forskerne svar på, hvem af de ældre, der tåler hvilken kræftbehandling.
- Nogle 70-årige er lige så friske som personer på 50 og kan gennemgå samme former for behandling, siger Jørn Herrstedt.
- Andre har kroniske sygdomme, som først skal stabiliseres hos specialister, før vi kan behandle – eventuelt med lidt mildere dosis. Atter andre er så dårlige, at den bedste løsning for patienten er palliativ behandling. Ingen skal udsættes for kemo eller stråler, hvis vi på forhånd ved, det er nyttesløst.

Biomarkører fra blod og væv
- Spørgsmålet er så, hvordan vi finder frem til, hvem der kan tåle hvad, og vi forventer at kunne komme med et kvalificeret bud på bedre individuel behandling ved blandt andet at forske i biomarkører fra blod og væv. Alt i alt sætter vi hårdt ind på at imødegå den onkologiske tsunami, som venter forude, fastslår Jørn Herrstedt.

 FAKTA:  


Med bevillingen fra Velux Fonden har Eliteforskningscenter AgeCare hentet i alt 12,5 mio.kr. i 2014 fra eksterne fondsmidler blandt andet Kræftens Bekæmpelse og Nordisk Cancer Union.

Centret har opdelt sine forskningsmæssige forpligtelser i syv forskningspakker: To pakker handler om supportive care, de øvrige fem forsker i henholdsvis epidemiologi, kræftbiologi, kirurgi, strålebehandling og medicinsk kræftbehandling

 MERE AT VIDE?
 

Herrstedt




Professor, dr.med. og forskningsleder i Eliteforskningscenter AgeCare Jørn Herrstedt
Mail herrstedt@rsyd.dk
Telefon 6541 3634

/Helene Dambo


Siden er sidst opdateret: 23-02-2015 af Odense Universitetshospital.